Udstilling: Statens Museum for Kunst, 2025
Det siges, at Michelangelo, da han havde afsluttet arbejdet med den enorme Moses til Julius IIs gravmæle, skulle have slået til profetens marmorknæ med hammeren og råbt: Så tal! Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad bjerget selv ville have svaret mesteren. Allerede romerne havde jo været der og måske ville det gerne have været foruden flere brud og mere huggen og hamren… Der er i dag et lydinferno fra bjergets top til bjergets fod. Lydene forfines på vejen ned, de grove maskiner og dynamiteksplosioner bliver afløst af save og mejsler. Indgrebene bliver mindre og mere raffinerede efterhånden som marmoren når dalen. Billedhuggeren, som stadig går rundt i landskabet, slår på blokken for at høre om den er sund, der lyttes og aflyttes, formerne opstår i en samtale, en spørgen og lytten efter svar. Den moderne marmorindustri er voldsom og dybt fascinerende. Marmor opstod på havets bund, hvor planktonædende snegle døde og over millioner af år dannede et komprimeret lag. Lydløst og forstenet liv og enorme kræfter. I dag er den fineste og hvideste marmor dén som ligger øverst i bjergene og der arbejdes dag og nat for at bringe den ned til havets overflade igen – måske for at beklæde lufthavne med marmor og rejse fremtidens skulpturer i en slags galskabens poesi.