DIGTE ER ET TRÆ
Digte er et træ
– om Morten Søndergaards poesi og tingene i verden
Morten Søndergaards poesi peger i alle retninger, og den kan virke abstrakt ved første øjekast, men den handler om de største og de mindste ting i universet. Poesien hos Søndergaard er encyklopædisk – den vil indkapsle, undersøge og forstå tingene verden. Mest af alt er den søndergaardske poesi båret af nysgerrighed. I denne artikel gennemgås Morten Søndergaards poetik og samlede værker for at finde en nøgle til digtervirket.
Af Søren Rosenberg Pedersen
Denne artikel blev første gang bragt på litteratursiden Bookmate Journal i december 2021. Den er efterfølgende blevet revideret i foråret 2025 i sit sprog og med nye informationer samt bragt up to date med de seneste værker udgivet af Morten Søndergaard.
I Det Apostolske Palads – pave-paladset – i Vatikanstaten, i rummet Stanza della Segnatura, findes renæssancemaleren Raphaels berømte fresko Skolen i Athen. I centrum på denne fresko står to ældre mænd fordybet i samtale.
Manden til venstre er Platon, der med sin højre hånd peger opad mod ”ideerne” i himlen, mens manden til højre er Aristoteles, der med flad hånd peger ud mod fænomenerne og tingene i verden. Digteren Morten Søndergaard (f. 1964) vil med sin poesi pege ud mod tingene i verden. Med sin aristoteliske pen skriver han om de største og mindste ting i universet.
I digtet ”Total” fra samlingen Til (2023) tænker digterjeget tilbage på skriveprocessen med digtsamlingen Et skridt i den rigtige retning (2005), hvor ønsket at skabe et værk, der indeholder alt, altid kun kan være en drøm (i et digt fra Et skridt i den rigtige retning skrives der direkte: ”Ambitionen er at samle alt i ét digt”):
Jeg drømmer om den
jeg drømmer, at den indeholder alt.
At alt er kommet med i digtets lyse kammer.
I jagten på det fuldendte værk rækker Morten Søndergaard – som Aristoteles – ud mod tingene i verden. Han sanser dem, og kommer dem ind i ”digtets lyse kammer”, der som en montre belyser, oplyser, præsenterer tingene, som de kommer til udtryk og påvirker den skrivende digter.
Jeg’et hos Søndergaard er ikke blot observerende og perciperende gennem kroppens sanseorganer, men det prøver at anskue verden på tingenes egne præmisser. Poesien kan til tider blive næsten naturvidenskabelig. Samtidig er det anskuet gennem de systemer, som sproget sætter. Det er en erkendelse, digter-jeg’et hos Morten Søndergaard ofte når. Blandt andet i et digt fra samlingen Døden er en del af mit navn (2016):
Månen skinner så stærkt, at jeg får ord i øjnene.
Hvert bogstav er et vindue. Der er sort bag vinduerne.
Det er mørket
mellem stjernerne.
Jeg sidder og kigger ud i sprogets nat.
Morten Søndergaard sanser verden gennem sproget, gennem bogstavernes vinduer; sproget er et filter. Det er ”sprogets nat” og ikke ”Søndergaards nat”. Sproget er glasset, der bestemmer, hvordan digter-jeg’et må se verden. Vennen og litteraturforskeren Dan Ringgaard (der har skrevet værket Mortencyklopædien af Morten Søndergaards ordværk fra 2024) forklarer det således i artiklen ”Naturens orden er kaotisk” (Dansk noter nr. 2, 2001):
Hos Morten Søndergaard er kaos ikke psykologisk, men fænomenologisk. Det er et kaos som opstår i bevidsthedens møde med tingene, og da tingene og naturen er dannet af matematiske, kemiske og biologiske strukturer, er det et ordentligt kaos, ikke et amorft, regelløst driftsælte som det ubevidste er det i psykoanalysen. Det handler om livet, ikke så meget om jeg’et.
Litteraturkritikeren Lars Bukdahl kalder Søndergaards poesi for ”romantisk encyklopædisme” i Generationsmaskinen (2004), hvormed Søndergaard skriver sig ind i rækken af unge, debuterende digtere fra starten af 1990’erne sammen med Niels Lyngsø (med hvem han har samarbejdet ad flere omgange), Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle (som han har været gift med og fået sønnen Sophus Helle, der sammen med sin far har oversat og gendigtet eposværket Gilgamesh i 2019).
Bukdahl karakteriserer det encyklopædiske som ”en stil og et blik og en attitude og en sensibilitet, og kan sagtens, såvel i som uden for teksterne, køres op til (og sammen med) poetik og verdenssyn og fæle filosoferinger. Helt kort og groft kan man sige, at encyklopædisterne gerne vil beskrive verden, og at de gerne vil beskrive verden som et leksikon: objektivt, sideordnende, krydshenvisende.”
Litteraturforskeren Neal Ashley Conrad kalder i sit korte portræt af Morten Søndergaard fra Gads Danske Forfatterleksikon (2003) Søndergaards poesi for ”hverdagssurrealisme”, hvor han verdensundersøgende ”kobler de surrealistiske drømmebilleder med helt enkle, realistiske beskrivelser”.
Disse to beskrivelser peger hen mod en mangefacetteret digter, der placerer sig på forskellige lokationer i verden for at observere og beskrive gennem det sprog, der på én gang begrænser ham og giver ham et system til at forstå netop denne verden igennem. Der observeres med stjernekikkert ud i universets uendelighed, mens der samtidig zoomes ind på de mindste ting på Jorden med et mikroskop.
Denne tilgang til verden, naturen, mennesket og poesien gør Søndergaard til en unik digter i dansk poesihistorie. Og med årene har Søndergaard forsøgt at sprænge poesiens fysiske bogrammer ved at skrive poesi på sten, marmor, hjemmesider og husgavle eller omdanne poesien til musik og lyd, sproghospitaler og ordapoteker.
Poesien er allestedsnærværende for Søndergaard; selv kraniers suture-linjer er poesi. Denne grænsesøgen af poesien er næsten aktivistisk i sit udtryk uden at være politisk. Søndergaards sprog- og poesieksperimenter er alt andet end l’art pour l’art; der er en stor grad af oprigtig nysgerrighed i hans omgang med poesien og verden. Den er nærmest legende; en dans rundt i poesien; en ”tasta-tur” i sproget.
Das Ding an sich!
I digterportrætfilmen Lyrikporten (2016) af Jørgen Leth forklarer Morten Søndergaard (se portrættet her), at han på denne side skriver for at gøre sig fri af og holde for eksempel angsten på afstand, og samtidig skriver han for at komme tættere på verden:
Jeg oplever det at skrive som en måde at få adgang til verden på. Inden jeg får lov at være her overhovedet. Det er en slags dør, jeg skal igennem for at komme hen til verden. Det er gennem skriften. […] Jeg er en slags bi, der flyver mod en rude, og bagved ruden er der et fantastisk landskab af blomster, hvor jeg egentligt gerne vil hen, og jeg flyver og flyver, og jeg kan ikke sige noget, men pludselig så er denne rude væk, og så kan jeg sige, lige hvad det skal være.
I digtet kan tingens sandhed eller rene natur næsten åbenbares og sanses. Den preussiske filosof Immanuel Kant (1724-1804) arbejdede med begrebet ”das Ding an sich”, som umiddelbart kan oversættes til ”tingen i sig selv”. Vi har aldrig adgang til tingen i sig selv (noumenet) uafhængigt af vores sanser. Vi kan kun kende verden, som den fremstår for os, ikke som den er i sig selv. Når vi har opfattet og oplevet tingen gennem vores sanser, bliver det et fænomen. Det er den samme erkendelse, Søndergaards poesi kredser om.
For Morten Søndergaard er digte ”kort over tiden”, som han formulerer det i sin nærmest lyriskprosaiske poetik ”Kort over tiden” (1997, Kritik nr. 125/126). Her inddeler han tid i tre kategorier:
- Den gående tid, en vertikal tid, som er den tid, vi bevæger os rundt i med vores kroppe og kan kommunikere i.
- En liggende og kaotisk tid, en horisontal og fundamental tid, hvor vi ikke kan kommunikere, og hvor tiden går i alle retninger.
- En skrå tid som er der, digte kan skrives, et sted mellem ”gang og fald”, det er ”fordybelsens og følelsernes tid”: ”Det er et forsøg på at trænge så langt ind i kaos som muligt, det er et forsøg på at nærme mig alt og afgrunden uden selv at gå til grunde, på grænsen til dét det overhovedet er muligt at formulere.”
At ramme denne tid sker for Søndergaard hen over skrivebordet eller bøjet ”over en grav”. Digtene kan her opstå i en tid, hvor tale næsten ikke findes, og som kan virke næsten uforståelig: ”Det har ingen mening. Det er bare betydning.”
Og her kan der ligge en nøgle til Søndergaards poesi; der skal ikke altid søges efter mening i hver versefod i et digt. Nogle gange skal sprogbillederne bare nydes og sanses, andre gange har de måske en merbetydning, der rækker ud over sproget og digtet, og som peger ud mod sandheder i verden, hvor vi nærmer os tingen i sig selv: ”Jeg er selv en ting. Jeg er ikke over eller under tingene, jeg er ikke afskåret fra dem. Digtet kan præcisere kaos ved at placere tingene, det mangfoldige i det enklest mulige billede.”
Fordi poesien har så tæt et slægtskab med musikken, er den ikke ren skriftlig formidling af fakta eller meninger, men ordmosaikker, der kan danne skriftlige billeder i sindet gennem ordvalg, rytmer og klange i digtene. Digteren Simon Grotrian har engang i et interview til Weekendavisen (17.8.2018) rammende sagt om poesien:
Digte er ikke brugsgenstande, noget, man går til for at kunne bruge i en anden sammenhæng. […] Hvis digtene er gode, bliver de et sted i sig selv, et sprog i sig selv. Jeg er ikke så bange for, at digtene kommer til at lukke sig om sig selv. For de skal jo ikke kommunikere. Som læser må man til gengæld bruge alt, hvad man har i sig, når man går til teksterne. Det handler meget om at associere.
”flager af ru tid”
Et år efter Morten Søndergaard dimitterer fra Forfatterskolen, og året før han får sin kandidatgrad fra litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, debuterer han med Sahara i mine hænder i 1992, som bliver taget godt imod af den danske kritikerstand. Det er en lille samling på 39 digte, som fra første digt viser Søndergaards fascination af tingene i verden og deres gang i sproget og tiden:
Fra i dag denne nye viden
som umærkeligt forsvinder
i flager af ru tid
præcise slag i sort –
det ubegribelige som jeg holder så fast
at knoerne bliver hvide:
ledningerne som dingler i blæsten,
lugten af vådt træ,
skikkelser som læner sig ind over mig.
Der er ikke tale om genkendelse
men måske er det dagene
som glemmes på en anden måde.
I det forrevne landskab
flyder tingene ud og ind
af deres flossede navne –
punkter hvor stemmer hvisker sammen
på sprogene om vanvid og skønhed.
Søndergaards tidlige poesi kan virke næsten surrealistisk: ”I det forrevne landskab/flyder tingene ud og ind/af deres flossede navne”. Som læser foranlediges vi først til at se et forrevent landskab for os, hvilket i sig selv er abstrakt, hvor tingene i verden flyder ud og ind, men det viser sig, at det er tingenes navne, de flyder ud og ind ad, da navneordene er flossede.
Og de sidste vers, ”punkter hvor stemmer hvisker sammen/på sprogene om vanvid og skønhed”, kan agere poetik eller rettesnor for selvsamme digt; digtet kan se ud som og være vanvid, men samtidig skønhed. Læs bare indledningen igen: ”Fra i dag denne nye viden/som umærkeligt forsvinder/i flager af ru tid/præcise slag i sort”. Det er et abstrakt billede af en ny viden, der forsvinder ”i flager af ru tid”.
Betydningerne kan være mange, som for eksempel at viden opnås, men forsvinder igen i tiden og ud af hukommelsen. Tiden er ru og barsk som resten af fænomenerne i verden, der kan være kaotiske og til tider virke vanvittige, som ”præcise slag i sort”. Men sætningen flyder og har en rytme, som skaber en poetisk skønhed.
Måske får vi en åbenbaring i sprogbilledets merbetydning og derved en større indsigt i tingene. Andre gange forvirres vi og må give fortabt i bestræbelsen på at finde mening. Digtet er stadig et digt, et klangligt sprogbillede, der på én gang peger ind i sig selv og samtidig ud mod tingene i verden. Det bliver et kendetegn i en stor del af Søndergaards poesi – og i særlig grad i samlingen Sahara i mine hænder.
Det metasproglige – refleksioner over sprogets betydning for digtet skrevet frem i digtet – er knap så fremtrædende i disse digte, men vi mærker en ung Morten Søndergaard, der bevæger sig mellem tingene i verden, og som forsøger at forstå dem gennem poesien.
Lige fra naturen hvor ”valmuerne bløder/roserne drikker” og til ”det almindelige/ølkapsler, snørebånd,/solen der går op og ned,/aviser, nøgler, mord,/den stemme vi har.” I digtet kommer det lyriske i verden blandt andet fra den spanske bjergkæde Sierra Nevada, hvor lydene er ”blevet til genstande”. I dette digt møder vi også tydeligt en digter, der, som Aristoteles, beskæftiger sig direkte med tingene i verden.
Det er ikke Platons idéer, der optager Søndergaard, når han skriver: ”Berkeley mente at verden/var en forestilling i bevidstheden,/men hvordan bortforklare/floddalen med dens erindring/om tidligere regn”. Den irske filosof George Berkeley mente, at der ikke findes en substantiel ydre fysisk verden, som kan påvirke os gennem sanserne, men at vi – på nogle måder som hos Platon – kun har adgang til vores idéer, som vi kan erkende verden igennem.
Søndergaard spørger så, hvordan floddalen kan erindre regn; med andre ord så eksisterer tingene, fænomenerne uden for vores sanseapparater. Floddalen har sin egen erindring. Det samme har bierne, edderkopperne, ølkapslerne etc. Vi kan blot anskue disse ting, give dem et navn og en lyd, og for Søndergaard prøve at begribe dem inden for ”versets vægge”, som han senere betegner det, og poesiens forsøg på at sprænge netop sprogets systematiserede begrænsninger. Betydninger kan derfor hurtigt glide ud mellem fingrene på os, som Saharas ørkensand i vores hænder.
Præpositionerne sætter sig på tingene
To år efter Sahara i mine hænder udkommer Søndergaard med Ild og tal. Hvor debuten var meget spørgende og konstaterende i sin karakter, har denne samling en mere søgende og konkluderende tone. I det indledende titeldigt mærker vi denne konkluderende ansats (i øvrigt skal det da lige sniges ind, at der i dette digt er noget så sjældent for Søndergaards poesi som et enderim i de to sidste vers):
Vi mærker blodet en brøkdel
varmere på vej ud af hjernen,
vi er denne varmegrads opløste ciffer,
en simpel kærlighed
gående mod uendelig
i et stadigt voksende fald.
Vi er ild og tal.
Vi’et er os, der er i verden. Et altomsluttende vi, der sanser og er og eksisterer i universet simultant med alt andet. Vi kan mærke ”blodet en brøkdel/varmere”, en temperatur der stiger, men vi mærker bare stigningen. Vi skal have værktøjer, hvis vi skal have et eksakt mål på stigningen. Vi er på én gang en kaotisk og vild organisk ”ild” i verden, men vi figurerer også samtidig med de systemer og elementer, som matematikken og fysikken kan beregne. Vi er begge dele, ”vi er ild og tal”.
Som der står i digtet ”Fuga”: ”Her tikker urene gennem/et matematisk mørke”, som er uden for vores magt, men vi ”prøver at holde/dagene intakte”. ”Her er du et ord,/et glemt tegn i en sten.” En stor del af digtene i Ild og tal kredser om tiden, og om vores magtesløshed over for den. Kun sammen kan vi blive et ord, kan vi blive noget.
I digtet ”Cirka Cirka” vikler tiden sig sammen med sproget, og vi nærmer os en metapoetik (en refleksion over opbygningen eller reglerne for digtet skrevet ind i selv samme digt), som sidenhen bliver kendetegnende for flere af Søndergaards digte:
1, 2, 3, dette er en prøve,
før taleren kommer tallene.
Skyerne trækker ind i hinanden,
urviserne glider hen over skiven,
fingeren følger kaffekoppens hank.
Præpositionerne sætter sig på tingene
som store insekter med mørke vinger.
Jeg begynder forfra med verberne,
jeg reviderer billedet,
et nyt viser sig under det gamle.
Jeg prøver: metalsmag, et bryst, sne,
8 stykker papir, 9 elegante katte, 10 hårde slag,
kaffekoppen, uret, skyerne.
”Før taleren kommer tallene.” Et tilløb til tale, en talrække, måske i form af den tid, vi først skal igennem, hvor vi skal erhverve os sproget. Eller det splitsekund hvor vi i tankerne sammenfatter den sætning, der skal til at komme.
Det abstrakte billede af tiden og poesien afløses straks af den hverdagslige og måske næsten ligegyldige bevægelse, når ”fingeren følger kaffekoppens hank”. Den er vigtig, for den er også poesi. Imens sætter ”præpositionerne” ”sig på tingene” i verden; giver dem tid (”før taleren”), rum (”ind i hinanden”) og tilhørsforhold (”insekter med mørke vinger”).
Midt i digtet stopper Søndergaard op, for han vil revidere sit billede, sit digt. Reflektionen bliver en del af digtet, og for at opbygge et nyt digt, må han starte forfra med verberne, samtidig med at han allerede er i gang i det sekund, han skriver refleksionen som et digt. Under det gamle digt træder et nyt frem i en opremsning af substantiver, der slutter den talrække, som indledte digtet.
Det er et digt, som på én gang peger ind mod sig selv og ser på, hvad et digt er, og samtidig peger det ud af mod tingene i verden; selv de mest basale ting, som er det, poesien har evnen til at gøre store og vigtige, som for eksempel kaffekoppen og skyerne.
Naturen og tingene i verden indeholder en hemmelighed, en viden, som vi ikke har adgang til; igen med tanke på Kants das Ding an sich, tingen i sig selv. Denne forgæves søgen efter at forstå tingene i sig selv bliver tydelig i digtet ”Ubestemmelsessteder” (som også bliver titlen på den lyriske kortprosasamling, der udkommer to år efter Ild og tal):
Selvom vi ved at den korteste vej
mellem to punkter er en ret linje,
går vi en omvej gennem skoven.
Vi prøver at huske de navne vi har for afsked,
men det er som om der findes en viden
i træernes mørke kvadrater,
vi ikke længere har adgang til.
[…]
Selv ved at tage omveje gennem tingene i verden, har vi stadig ikke adgang til tingene, men poesien er en omvej gennem tingene i verden, som kan få os tættere på en adgang. En ”række diffuse brud” og ”tusmørkets hvide støj/vikler sig om stemmerne”, fortsætter Søndergaard, hvorfor verdens kaos vikler sig om os, om tingene, og om vores forståelse, perceptionen af tingene, og slører vores blikke, så vi ikke kan forstå tingene i sig selv, ”en fin susen sløjfet ind i ordene”:
Vi prøver at forstå de ting vi ser,
men de fleste betydninger går tabt,
blir krystal og sne, ubestemmelsessteder,
Tingenes betydninger går tabt, før vi når at forstå, hvad det er, vi vist. I digtet prøver Søndergaard at indkapsle betydningen af tingen ved netop at pege på den og samtidig overskride dens forståelse ved at gøre den lyrisk; lade den række ud over digtets og sprogets systemer. I det afsluttende langdigt ”Solturbinen” skrives det meget eksplicit og bliver tre vers, der for alvor kommer til at pege frem mod Søndergaards efterfølgende poesi og poetik:
og betydningen løber ud over
sætningsgrænsen,
ind i det langsomme frembrud
Ild og tal skriver sig videre i den lyriske kortprosa-samling Ubestemmelsessteder (1996) der hovedsageligt foregår i det sociale og geografisk rum på Vesterbro i København. Her skildres rummet og byens folk, og flere lokationer fra Ild og tal fletter sig ind i teksterne. Klassiske Søndergaard-temaer som sprog og drømme slynger sig ind i teksterne, hvor blandt andet en ubestemmelig, alkoholiseret ”han” råber ad det lyriske jeg:
Han råber, når han er fuld, råber og råber på et sprog, jeg ikke forstår, et sprog, han kun taler, når han er fuld. […] Det sker, at jeg vågner midt om natten og kan høre ham råbe mit navn fra sine drømme, fastspændt til en seng et sted på et kaotisk hospital.
I 1998 udkommer Morten Søndergaard med kollaborationsværket Hypoteser fra to stemmer, som han skriver med Tomas Tøfner. Digtene er skrevet med udgivelse på internettet, inden de blev samlet i dette fysiske værk, der første gang udkom gennem tidsskriftet og digterkollektivet Øverste Kirurgiske, som de to digtere blandt andet var med til at grundlægge – senere udkom værket på forlaget Borgen. Her fletter teksterne sig ind i hinanden, og det kan blive uklart, hvem af de to digtere, der har skrevet hvad.
”imod versets vægge”
Med Bier dør sovende (1998) får Morten Søndergaard sit store offentlige gennembrud som digter, og cementerer sig som en fremtrædende og nyskabende dansk lyriker – værket er af flere kritikere blevet kaldt en nyklassiker. Det er en samling, der forsøger at omfavne alt i et tempo og med en energi, som får digtene til at flyde som musik. I omfang er denne samling noget mere voluminøs end de to foregående bøger, men fortsætter hvor Ild og tal slap med en søgen rundt i tingene i verden.
Hvor de to foregående værker på hver deres måde søgte ind i tingene, peger Bier dør sovende hen mod den mere encyklopædiske poesi, som Lars Bukdahl betegnede tidligere. Her er det ikke så meget en søgen ind i tingene i sig selv, som det er en skildring af tingene, som de fremtræder med et mere anskuende og dokumenterende blik, nærmest eksperimenterende med tingene i verden.
I det indledende titelløse digt agerer det lyriske jeg en art omvendt arkæolog: ”Jeg graver kun runde ting ned i jorden,/solen f.eks., […]”. Samtidig fastholdes de surrealistiske billeder, der næsten forekommer mytologiske midt i den videnskabelige dokumentation: ”Morgenfalken betragter mig med horusøjne/fra sin båd af jade, og en skarabæ/triller solen gennem sandet,/[…]”.
Digtet bliver en prolog for resten af samlingen, hvor det surreelle fletter sig sammen med tingene i verden; med de nye rammer undersøger Søndergaard på ny tingenes betydninger gennem det poetiske sprog, hvor ”hvert bogstav er et vindue”.
Samlingen er inddelt i fem afsnit, ”Alting taler et andet sprog”, ”Den af tiden foreslåede rækkefølge”, ”Biopsi”, ”Offentlige bekendelser” og langdigtet og epilogen ”Kompas”. I en del af samlingens digte bliver de metapoetiske refleksioner mere fremtrædende end i de tidligere bøger, som i de sidste vers fra et tidligt digt i samlingen:
[…] et kommas lille blinde snegl
strækker sine følehorn i alle retninger,
mens en kugle rikochetterer imod versets vægge
på vej mod et punktum,
et skudhul midt i en tanke,
gnister fra den kraft ordene ejer,
stumper af alt det som er:
kalium, marmor og en sitrende linje
i seismografens brev til bjergene.
Naturen og sproget smelter sammen. De bliver poesien. En sætnings eller et vers’ ufuldendthed i form af et komma billedliggøres med en blind snegls følehorn, som prøver at gribe næste led i sætningen eller verset i et forsøg på at skabe et billede eller en mening. Betydningen i form af en kugle rikochetterer ude af kontrol ”imod versets vægge/på vej mod et punktum”, som er der, hvor digtet eller sætningen ender. Søndergaard på én gang skriver om og skriver i versets vægge, mens vi anskuer disse vægge i vores læsning.
Digtet er et lille lukket værk om sig selv, der samtidig peger udad mod tingene i verden, som vi prøver at forstå gennem poesien og sproget. ”[G]nister fra den kraft ordene ejer,/stumper af alt det som er:/kalium, marmor og en sitrende linje/i seismografens brev til bjergene.” Ordenes kraft gnister ud mod os, og skaber de poetiske billeder eller peger direkte på tingene, som i en encyklopædi: kalium og marmor. Men Søndergaard bryder denne empiriske pegen ved også at nævne ”en sitrende linje”, som kan være poesiens vers, men som enjambementet viser os kommer fra seismografens brev til bjergene.
Igen fletter naturen og naturvidenskaben sig ind i poesien, som bliver kendetegnende for Søndergaards poesi fremadrettet. Samtidig bliver Bier dør sovende en samling helt for sig selv i sit virvar af henvisninger til reelle ting i verden smeltet sammen med surreelle billeder, et lyrisk jeg, der observerer og skildrer, men aldrig konkluderer. Denne blot ”passerer igennem det” i ”den af tiden foreslåede rækkefølge”.
Det må være op til os som læsere enten at give os hen i billederne og acceptere det uforståelige, som verden jo også indeholder, eller forsøge at skabe mening og betydninger i poesiens skildring af tingene i verden, også de abstrakte. Vi aner ikke, som Søndergaard skriver et sted i ”Kompas”, om vi nu når frem til en form for indsigt:
Vi må improvisere os frem og raffinere det stof,
som drømmene aflejrer i os,
de lysende porøse sætninger, der ligger foran os
en dag hvor vi tror os mest alene,
for vi aner jo ikke, om vi nu når frem
til en form for indsigt,
eller om vi siden skal rode efter netop dette øjeblik
i hukommelsens kompostbunke.
Inden Morten Søndergaard udgiver sig næste digtsamling, udkommer han med romanen Tingenes orden (2000). Her får romanens hovedperson Ikaros en dag en tagsten i hovedet, mens han er på vej ind i Glemselsministeriet. Han får et kraniebrud og lider efterfølgende af omvendt hukommelsestab: Han kan ikke glemme.
Mængden af information presser Ikaros’ bevidsthed, der bliver for meget. Set i forhold til Morten Søndergaards poetiske projekt – den encyklopædiske higen efter at presse alt ned i et digt – et det konsekvensen, en slags nemesis, af tørsten efter at vide alt. At digte om alt er næsten at begå hybris. Først da kvinden Alice flytter ind over for Ikaros, kan han begynde at glemme. Kærligheden får ham til at glemme.
”dette hav af ord”
I Vinci, senere (2002) observerer Morten Søndergaard ikke bare tingene i verden, men bevæger sig mere aktivt rundt i dem. Vinci refererer til den italienske by, som Søndergaard i en periode boede i og har skrevet fra. I denne samling, der er inddelt i seks sekvenser ”Landskaber”, ”I den vaskeægte vanvittige virkelighed”, ”Nedtælling”, ”Selvportræt i udbrud”, ”De mindste ord” og ”Flow”, er det lyriske jeg og det lyriske vi i konstant bevægelse i tingene i verden; det fænomenologiske og surreelle fletter sig stadig ind i hinanden i dette værk.
Som i de tre tidligere samlinger er poesien stadig et sprogligt vindue, som kan bringe os tættere på tingene, og måske kan vi næsten nå en forståelse, når Søndergaard i et digt skriver: ”Hvert digt lyser sit stykke af verden op med sin lygte.” Men lygten holdes ikke passivt, men indgår i en mental bevægelse, hvor det lyriske jeg indbyder til at ”gå tanken ud”. Gangen, skridtene ud i det ”ulæselige” landskab, bliver omdrejningspunkt for denne samling. Allerede i første digt er vi en gang; vi går i sproget:
At.
At gå.
At gå baglæns i egne fodspor.
Skridt: Navn.
Gang: Bevægelige navne.
Digtet indledes med en sproglig konjunktion, der ikke er bundet eller bliver bundet til noget andet end til sit punktum; den peger på muligheden for en handling, der kan binde sig til en anden handling med ordet ”at”. Det udvikler sig til muligheden ”at gå”, hvor der kan peges mod en fremadskridende aktion, der blot vendes om i næste vers, hvor bevægelsen foretages baglæns i egne fodspor. Vi bevæger os gennem sproget, hos Søndergaard, men altid baglæns på den måde, at vi kun kan bevæge os i det sprog, vi allerede kender, i de navne og betydninger, vi allerede har tilegnet os og forstår.
Med sin poesi vil Søndergaard gerne sætte os i en ”gang”, hvor navne, og derved vores perception af tingene i verden, sættes i bevægelse; det er det, poesien gør, den sætter betydningerne i bevægelse, som det eksemplificeres i digtets to sidste vers: ”Æbletræerne blomstrer selvindlysende/og lærer os at se med ord.” Vi kender æbletræernes skønhed, når de blomstrer, og på denne måde kan vi også lære os at se skønheden i poesien, eller som det formuleres i et andet digt: ”Ord er døre, der står på klem.”
Og Søndergaard fortsætter i de hus-metaforiske billeder, når han går ”videre /langs/sætningernes/gelænder”. Erkendelsen af verden kan sanses og anskues gennem poesien, men den skal anskues gennem de mindste ting også, de indlysende, hverdagslige ting, som sagtens kan forekomme abstrakte:
alligevel
forventes det,
at jeg mestrer
selv de
mindste ord:
Hus. Sol.
Træ. Smil.
Stol.
Det er de ”nogle og tyve tegn” fra vores alfabet, som Søndergaard har at arbejde med. De danner en uendelig række af ord og betydninger, og alt kan være poesi. Med et lån fra den amerikanske digter Ezra Pound yndede digteren Dan Turèll at tale om digteren som en håndværker, der arbejder med sprogets materiale. Morten Søndergaard bevæger sig ikke langt væk fra denne tanke, selvom der er langt fra Turèlls lyrik til Søndergaards poesi.
Sprogets systemer sætter grænserne op for, hvordan vi kan skabe navne for ting i verden, og for refleksioner, så vi kan forstå og bearbejde disse ting. Sproget bliver et materiale i form af alfabetet, der kan danne de billeder og figurer, som Søndergaard forsøger at hugge frem fra sit alfabetiske materiale:
Og inde i stenen findes skulpturen allerede
og inde i den en anden
og en anden
og hvor skal jeg standse
for kun tvivlen står tilbage
ordene ligger
i min kuglepen
det føles godt
at gå til grunde
i dette hav af ord
Hvad nytter hvert digt?
I 2004 udkommer kortprosasamlingen At holde havet tilbage med en kost, men allerede samme år udkommer også den mere kunstopsatte digtsamling Fedtdigte. I disse digte er kroppen og dens funktioner i fokus og peger hen mod en meget fænomenologisk Morten Søndergaard: ”kirtler og lys/opløst i mavesækken/kød spyt salt”. Han kalder det fedtsprog, hvor ting bliver ”hængt til tørre på/substantiver” – alt overflødigt fedt skæres fra. Og i At holde havet tilbage med en kost får tingene virkeligt lov til at blive hængt til tørre på substantiverne.
Hvor Morten Søndergaard i Vinci, senere følte glæde ved ”at gå til grunde/i dette hav af ord”, så prøver han med den efterfølgende kortprosasamling ”at holde havet tilbage med en kost”. Med lidt god vilje kan denne titel tolkes ud fra valget af formen på denne samling, hvor poesien konstant må overgive sig til det store hav af betydninger i ordene, mens prosaen kæmper for at fange betydningerne ind i en meningsbærende kontekst, men, som Søndergaard viser med sin prosa, er det som at holde dette ordbetydningshav tilbage med en kost; det er nyttesløst.
Vi har alle vores egne læsninger og fortolkninger, af det vi læser. Ordenes betydninger skifter fra læser til læser. Samtidig vil Søndergaard med sin poesi skabe en mer-betydning, der rækker ud over digtene selv. Det samme sker med hans prosa, som derfor ofte får karakter af lyrisk prosa med nogle højtladede betydninger i de sprogbilleder, der opstår, som i disse to brudstykker fra teksten ”Solsorten”: ”Et klik, en knitren, et link mellem to sites, det ene ben løftet, det andet søgende fodfæste, i det svæv en slags vished, en dobbeltsproget tvivl.” og ”Hvid ånde blafrer fra det gule næb.”
Som i Ild og tal må vi ”tage en anden vej, omvejen” og ”springe improviserende fra sætning til sætning, provisoriske trædesten i en sammenstyrtende bygning”, som er sproget. Vi prøver desperat at finde en mening og forståelse med teksten ud fra de erfaringer og den forforståelse eller forestilling om, hvad det er for en tekst, vi har med at gøre. Den tyske filosof og hermeneutiker Hans-Georg Gadamer (1900-2002) skriver om forståelsen i sit hovedværk Sandhed og metode (1960):
Den, der ønsker at forstå en tekst, foretager altid et udkast. Så snart der viser sig en første mening i teksten, udkaster han en helhedsmening for teksten. På den anden side viser den første mening sig kun, fordi man allerede læser teksten ud fra visse forventninger om en bestemt mening. Forståelsen af, hvad der står der, består i at udarbejde et sådant for-udkast, der ganske vist bestandigt bliver revideret i lyset af den videre uddybning af meningen.
Dette kan vi sagtens gøre med Søndergaards tekster, men vi må tage omvejene for at nærme os en forståelse. Selvom de følgende sætninger kan skabe en mening i teksten, så sørger Søndergaard for, at denne mening brydes op med det næste sprogbillede. Meningen skal derfor findes i alt det, som ordene peger ud mod i verden, det encyklopædiske element i Søndergaards poesi. Eller som en anden tysk filosof og litterat, Friedrich Schlegel (1772-1829) udtrykker det i sit berømte Athenäum-fragment nr. 206:
“Et fragment skal, ligesom et lille kunstværk, være helt afsondret fra den omgivende verden og fuldendt i sig selv som et pindsvin.”
Fragmentet er her kortprosateksten eller digtet, som både peger ind mod sig selv og samtidig ud mod tingene i verden i håbet om, at vi kan forstå tingen i sig selv. Derfor spørger et lyrisk-prosa-jeg i teksten ”La Dolce Vita”: ”Hvad nytter hvert digt? Hvad nytter hver opsporet flig af poesi?” Nytteværdien i poesien er sjældent nem at tage og føle på, og spørgsmålet er hos Søndergaard også retorisk.
Nytteværdien er ligegyldig; poesien rækker ud over det. Værdien er i læsningen, men som Søndergaard senere skriver i samme tekst: ”Jeg sætter mig for at læse. Lampen udsender lys, og bogens sider er hvide. Jeg ved ikke hvordan man læser. Jeg ved ikke hvordan man lever.” Når de hvide sider fyldes op med ord, kan læsningen ske, men det skal også tillæres. At læse og forstå poesien rækker ud over det, der bare står. Når først du har lært at læse, kan du leve sammen med poesien.
Borges og jeg
Som læsningerne indtil videre kan bære præg af, så trækker Morten Søndergaards poesi tråde til digtere som Per Højholt, Inger Christensen og Søren Ulrik Thomsen. Samtidig læner hans lyriske kortprosatekster sig op ad den argentinske digter og forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986), som Søndergaard allerede i debuten Sahara i mine hænder skriver om i digtet ”Den blinde (J.L.B.)”: ”Jeg så den blinde/lade hænderne glide/over siderne i sin kridhvide bog,/[…]”.
Morten Søndergaard nærer som Borges en interesse for, hvad bogen og litteraturen kan for det filosofiske og encyklopædiske, og for værket der aldrig slutter. I novellen ”Bogen af sand” af Borges fra bogen med selvsamme titel (oversat af selvsamme Morten Søndergaard i 1998), møder vi netop det encyklopædiske værk, der aldrig slutter: ”Han fortalte mig, at hans bog hed Bogen af Sand, fordi hverken bogen eller sandet har begyndelse eller slutning.” Og: ”Antallet af sider i denne bog er nøjagtigt uendeligt. Ingen er den første; ingen den sidste.” Selvom Søndergaards værker har en første og sidste side, er foretagendet, som vi allerede så det i Bier dør sovende, at indkapsle verden, hvilket er et uendeligt projekt; det bliver en bog af sand fra Sahara.
Også i Morten Søndergaards tidligere kortprosasamling Ubestemmelsessteder (1996) møder vi Borges-inspirationen i teksten ”Og hvad laver du så…”, som slutter meget borgesk og åbent med en identitetsspaltning: ”Nu er jeg en anden, nej det er omvendt, det er den anden, som er mig igen.” I en anden kortprosatekst af Borges, ”Borges og jeg”, der også bærer titlen på den danske oversættelse (2003, der igen er oversat af Søndergaard), mødes vi med ordene: ”Det er for den anden, for Borges, at tingene sker.” Og den slutter med: ”Således er mit liv en flugt, og alting mister jeg, og alt tilhører glemslen, eller den anden./Jeg ved ikke hvem af os, der skriver denne side.”
Denne undersøgelse af jeget og særligt digter-jeget optager fra At holde havet tilbage med en kost og fremefter Morten Søndergaard. Det er en tematik, der går igen i flere samlinger herfra; særligt i Døden er en del af mit navn. I den samling optræder langdigtet ”Samarkand”, hvor et digter-jeg mødes med døden i byen Samarkand, der trækker reminiscenser til Borges-novellen ”Den udødelige” fra Aleffen (oversat af Peter Poulsen i 1999).
I At holde havet tilbage med en kost bliver legen med digter-jeget og det skrivende jeg tydeligst i teksten ”Morten Søndergaard”, hvor et brev til digter-jeget udløser en tvivl:
Brevet var stilet til Morten Søndergaard, men min mistanke blev straks vakt da jeg flere gange før har været ude for at blive forvekslet med en anden Morten Søndergaard. Man skulle jo synes at navnet Morten Søndergaard ikke er påfaldende almindeligt, men et hurtigt opslag i telefonbogen viser at der faktisk findes en del af slagsen.
Og foretages en hurtig søgning på internettet, dukker der en Morten Søndergaard på, som er psykologi-lektor, og en anden Morten Søndergaard, lektor i interaktiv mediekunst, begge ved Aalborg Universitet, samt en projektleder ved By og Havn i København etc. For Morten Søndergaard-jeget i teksten bliver forvirringen total, da dennes liv vikles ind i de andres:
Jeg har flere gange fået udbetalt Morten Søndergaards løn; Morten Søndergaards visum til Ukraine blev sendt til mig; Morten Søndergaard var en overgang sigtet for indsmugling af et større parti polske cigaretter; to gange er Morten Søndergaard blevet efterlyst over højttaleranlæg, men begge gange har det drejet sig om en anden, og Morten Søndergaard stiller hver gang op til byrådsvalget i Odense. Morten Søndergaard er på det seneste begyndt at udgive bøger, og det har ikke gjort forvirringen mindre.”
Til sidst møder Morten Søndergaard-jeget sig selv ”bøjet over skrivebordet”.
Borges er uomgængelig i arbejdet med Morten Søndergaards tekster og poetiske univers. I Søndergaard-teksten ”Den pågældende ornitolog” fra At holde havet tilbage med en kost trækkes der stærke paralleller til Borges-teksten ”Argumentum Ornithologicum” fra Borges og jeg, hvor antallet af fugle har en højere mening.
Det hele kulminerer i At holde havet tilbage med en kost med teksten ”Foran biblioteket”, hvor Borges sammenblandes med en anden af Søndergaards stærke litterære påvirkninger, nemlig Franz Kafka (1883-1924), som også er kendt for sine noveller og kortprosa:
I døråbningen ind til Nationalbiblioteket i Buenos Aires spørger Borges katten som bor der, om han må have lov til at gå forbi den. „Det er muligt,“ svarer katten, „men du skal vide at jeg er mægtig. Og jeg er kun den underste dørvogter; fra sal til sal står der dørvogtere, den ene mægtigere end den anden. Allerede den tredje kan ikke engang jeg tåle synet af.“ Borges nikker og går forbi den ind i biblioteket.
Vadecum
Med samlingen Et skridt i den rigtige retning (2005) vender Morten Søndergaard tilbage til poesien og bevæger sig, bogstaveligt taget, videre i sporet fra Vinci, senere, hvor gangen, det at gå, var et gennemgående tema. Ja, det ligger i titlen Et skridt i den rigtige retning, hvor der både er ”skridt” og ”retning”. Igen er vejen dog ikke lige, den er ikke nem at tage, og i langdigtet ”Vademecum”, der direkte fra latin kan oversættes til ”gå med mig”, snubler vi også på vejen ud i verden:
Kom så, vi skal op at stå, så står vi op, siger vi: Stå så op!
Og vi prøver,
men vi falder tilbage, kommer alligevel op på albuerne, til
sidst op på knæene,
og efter et stykke tid er vi oppe. Så står vi og svajer
og prøver at vænne os til situationen,
tager de første prøvende skridt, men så falder vi og vi rejser os
og falder og sådan bliver det ved længe.
Det er som børn, der skal lære at gå. At se verden gennem poesien er også en vaklende gang, og det bliver det livet igennem:
Vi falder om og bliver liggende.
Vi bliver gamle og dør. Vi afgår ved døden. Eller: Døden
indtræder.
Nej: Vi går bort. Ja: Vi falder simpelthen væk. Og vi bliver
lagt i jorden og bliver liggende,
liggende, liggende, liggende, liggende, liggende, liggende
og efter et stykke tid
går vi i fordærv og til sidst går vi i opløsning. Og solen står ned
og går op
(ikke omvendt blev der jo sagt), og i havet går encellede plankton
sammen i stadig mere komplekse organismer og de går i ét
og efter et langt stykke tid
bliver de til fisk der får ben og går på land, og et par aber rejser
sig, og stadig mere komplekse
bevidstheder opstår og de begynder at gå og sige „vi“.
Igen vil Søndergaard favne verden, men det bliver i den vaklende gang, hvor han som Aristoteles peger på tingene i verden, som vi skal forstå gennem poesiens vindue: ”Ambitionen er at samle alt i ét digt/Digte/er frihed.” Det har været ambitionen siden debuten, og Søndergaard fortsætter utrætteligt digtsamling efter digtsamling og lander i den metapoetiske refleksion: ”Jeg tjekker ud og går/en tastatur i sproget.”
I Et skridt i den rigtige retning bliver det metapoetiske en meget tydelig del af Søndergaards digtning, hvor refleksioner over digteren, digtet og sproget indgår som en naturlig del af poesien; det er det, der skrives om, mens det skrives og læses: ”I dag tænkte jeg på, at litteratur er menneskenes kollektive/erindring, og at poesien er en måde at holde den i live på./Digterne en flok maskinpassere, ordspassere i den fedtede nat”.
For Søndergaard sker teksten nu, ”bogstaverne smelter fra sproggletsjeren”, og den skaber betydninger: ”Vi betyder. Men lad os sige det som/det er:/Vi ved kun, at det betyder.” Og her dukker ”Morten Søndergaard” op igen: ” livmor./Mor. Mort./Morten. Jeg går en anden vej, teksten er et stisystem, hvor jeg/forvildet løber omkring eller stoltserende går vild.” I navnet Morten er der ikke langt fra liv og moderskab til død. Selv i efternavnet ligger afgrunden: ”Går mod syd. Går sønder/i mit navn.”
Navnelegen fortsætter i den efterfølgende samling Må sort dreng dø ren (2009), hvis titel er et anagram over ”Morten Søndergaard”, og som delvist er baseret på en udskrift af Søndergaards dna-profil. Som Søndergaard skriver på sin hjemmeside:
Det menneskelige genom noteres med bogstaverne a, c, g og t, og den sekvens fra forfatterens dna-profil, der løber i bogen, er fra et felt, der hedder ”Opoid receptor mu1”, og som er den receptor, der regulerer smerte og lyst i hjernen. Med andre ord danner sekvensen den plantegning og de byggeklodser der skal til for at bygge en bestemt del af digterens hjerne. Og alle andres.
Med dette værk bevæger Søndergaard sig ind i en mere værkeksperimenterende digtsamling, som det er svært at afgive ordentligt i denne tekst. Hvert digt er skrevet med grå og sort skrift, hvor den grå skrift er den dna-sekvens bogen delvist er genereret ud fra, men som i læsningen mere bliver en slags baggrundsstøj eller den alfabetiske og tegnmæssige strøm, der skrives ud fra; ordmaterialet der udhugges digtskulpturer ud fra, så kun den sorte skrift står tilbage.
Med dette formvalg viser Søndergaard os tilfældighederne i sprogets og ordenes opbygninger. Det kan betydningsmæssigt gå i mange retninger, som strækker sig ud over digtene, men som allerede foregår inden digtene skrives, hvor de flyder oven på alfabet-ursuppen som grøntsager og melboller, og digter-jeget er det forfatter-jeg, der er skrevet ind i bogens titel. Igen bliver Morten Søndergaard encyklopædisten, der peger ud mod verden og samtidig ind mod sig selv og værket:
og nu dette mylder af ilthåb og
håndsky alfabeter der dingler som drivankre fra skyer
fortsætter vi videre som lysfølsomme dyr med støv i tarmene og i varme arme og
på rolig vildmark kimser vi og
knalder tilfældet en syngende lussing og
mens et tykt filter af lyde strikker og
trævler op og tripper og stripper og fråder og
uden en trævl tar vi en bid natmad og
ender et sted hernede hvor det virkelig sker blandt salat og
krimskrams for at stå viljesfremmed og
på kyshånd med galakser som lysskum og
sovs på skjorten ikkesandt mortenmortttt du med dine sysselstyrt og
varme jets
”la morte”
Året efter Må sort dreng dø ren udkommer Morten Søndergaard med Processen og det halve kongerige (2010), der på mange måder adskiller sig fra de tidligere samlinger. Vi er tilbage i den lyriske prosaform, men denne gang i to adskilte tekst-blokke med kun få brud og delt op i de to afsnit ”Processen” og ”Det halve kongerige”. Igen er vi på gåtur gennem verden og hverdagen, for at finde erkendelser i det vi kan observere og percipere. Vi svinger forbi barndomserindringer, Københavns gader og Italiens bjergskråninger. Og igen vender Søndergaard tilbage til navnet:
Menneskenes navne er dråber af syre, der er brændt ind i dem, vi hedder faktisk noget, navnet er en sti, der snævrer sig ind og bliver mindre og løber igennem os, deler sig og fortsætter ind i skoven. Stier er smalle, men de findes og løber videre og fører steder hen.
Vi er igen i skovene, sprogets skove og de mange stisystemer. Tingene i verden har navne, men vi mennesker har også et navn. Vi er ikke kun mennesker, vi også personer med navne, der indgår i fællesskaber med hinanden. Samtidig er navnene ord, og ordene kan bådes siges og skrives:
Parabel er et ord, som hele tiden finder vej ind til mig udefra, det betyder en serie sætninger, som kastes frem, ikke et projektils bane, ord er ikke kugler gennem luft i rette linjer, men lydbølger i luft, som kan størkne sort på hvidt. Nederst ligger angsten.
Og angsten peger hen mod det endelige, døden, mort: ”Jeg går og hedder Morten, det giver et gib i folk, når jeg siger det, la morte hvisker de og træder et skridt tilbage, døden er en grib, der svæver i mit navn, så jeg hele tiden må stave det med byer: Modena, Orvieto, Roma, Torino, Empoli, Napoli.” (En omskrivning af dette digt optræder i Døden er en del af mit navn, hvor titlen på digtet er ”Må sort dreng dø ren?”. Læses Morten Søndergaards digterskab grundigt, er der overalt ledetråde til tidligere digte og omskrivninger af tekster, som også viser, at forfatterskabet er en bog af sand uden begyndelse eller slutning).
Igen sker poesien i øjeblikket. Morten Søndergaard vil gerne vise os, at der ikke er langt fra det, at digtet skrives, til det, at det læses:
En lille, tæt kone hænger vasketøj op, hun har vasket vinteren af tøjet, og mennesker på pladsen mødes i små grupper, de drikke kaffe, inden de skal på arbejde. Hov, der var stavefejl! Det hedder drikker: De drikker kaffe med r. Men r’erne dratter af mine verber, de sætte sig steder, hvor de ikke skal være. Jeg r ikke, hvor jeg skal være, og verbet at være er stærkt bøjet på de sprog, jeg kender.
Igen snubler vi, men denne gang i sproget, som er forbundet med gangen hos Søndergaard. Vi bevæger os igen ud i uendeligheden i alfabetsuppen: ”Antallet af vokaler er teoretisk set uendeligt, de er ensomme snit i et lydligt kontinuum, men foretag de snit, du skal, det er livsvigtigt. Tag og læs, i betydningen stjæl og lær.”
Igen leger Morten Søndergaard med os. Betydningerne forskyder sig; særligt i sidste sætning, hvor ”tag og læs” får en ny betydning, når deres synonymer bruges, men de har samtidig en poetisk, semantisk retfærdighed, hvor vi må stjæle fra litteraturen for at lære. Samtidig ved Søndergaard godt, at hans litteratur ikke er nem, og igen, hvem har sagt at poesien skal være netop det:
Jeg går og hedder Ahasverus, den evige jøde, mosgroet omvandrende, hvordan skal denne tekst overhovedet læses? Undskyld, at den ikke danner et behageligt prosatæppe, du kan varme dig i, nu hvor det er blevet koldt udenfor, jeg har ikke forstand på sætninger, kun på det kit imellem, der holder dem sammen.
Søndergaard ved, at vi leder efter meningen i hans poesi, og den er der bare ikke altid; nogle gange skal vi blot hengive os til poesiens billeder og klang, som når vi beskuer abstrakte malerier eller lytter til musik. Men alt hænger alligevel sammen og giver mening på tværs af Søndergaards digtsamlinger – eksempelvis i dette tekststykke, som peger direkte hen mod Morten Søndergaards næste værk, og netop dykker ned i sprogets mindste dele, samtidig med at det rækker ud over den almene bogværksforståelse:
Det starter og slutter i det konkrete, fysikerne fortæller, at de ikke kan finde det sted, hvor materien slutter, og rummet begynder. Ordene og tingene har det på samme måde: Når man bevæger sig ned i ordene, møder man mindstedele, der bliver til ting. Til sidst når man tingenes bagside, og når man kommer igennem dem, tingene, møder man mere og mere sprog.
”Undgå om muligt dobbeltadjektiver”
Morten Søndergaards Ordapotek (2010) tager Processen og det halve kongerige på ordet og ”bevæger sig ned i ordene” og møder sprogets ”mindstedele”. Som værk er Ordapotek, hvad det siger, det er: Et apotek med ord. Det er et formeksperiment. Fysisk er det en række medicinæsker bestående af grammatik, hvor du blandt andet kan blive medicineret med verber og substantiver.
Søndergaard har rejst rundt med dette værk og doceret sproget ved diverse oplæsningsarrangementer. Blandt andet kan du blive behandlet med ”Adjektiver”, der består af 186 stk. På æskens forside står der:
Adjektiv, af latin adjectivum, af adjucere ‘kaste, lægge, føje til”. De er så festlige, men Adjektiver(R) er stærkt afhængige af de kvaliteter, som tingene allerede har. Det er derfor, de er så uselvstændige./Adjektiver(R) trækker egenskaber frem i ting. Brug gummihandsker, hvis du ofte anvender mange adjektiver. Adjektiver(R) må ikke komme i øjnene.
Og på bagsiden får vi doseringen:
Et Adjektiv(R) pr. Substantiv(R). Undgå om muligt dobbeltadjektiver, for de forstærker ikke virkningen, men svækker den. Du må kun bruge Adjektiver(R) til børn under 2 år med forældrenes samtykke.
Adjektiver(R) nuancerer de Substantiver(R), som de hæger sig fast i eller som de henter anden næring af eller suger blod fra. Adjektiver(R) ville gerne være andre ord. Men på den anden side : Hvem vil ikke gerne være en anden? Det er helt normalt.
Ordapotek’et er ikke blot et farmaceutisk præparat for den poesilidende, men også et lyrisk præstationsmiddel, hvor æskerne kan hjælpe dig på vej i sproget og poesien. Og inde i æskerne finder du yderligere vejledning i indlægssedlen, som det er vigtigt at følge:
For at opnå det bedste resultat ved anvendelse af Adjektiver(R) skal du omhyggeligt følge alle anvisninger. Vær ikke bange. Det er vigtigt og nødvendigt. Absolut.
- Gem denne helt utroligt vigtige indlægsseddel.
- Slå op i en god ordbog, hvis du vil vide mere. Helt vildt meget mere.
- Kontakt en digter, hvis du får det meget dårligere, end du har det nu. Eller hvis du ikke får det bedre.
- Tal med en af dine gode venner, hvis du ikke får det bedre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er beskrevet her. Hvis du altså har nogen venner.
- Hvis du føler dig ensom, forladt, mørk og stille, er kriseramt, eller hvis du går med selvmordstanker, så konsultér en synonymordbog.
Skønt Ordapotek på alle måder er et formeksperiment, så indrammer det essensen af Morten Søndergaards poesi og poetik, der konstant vil vise ord og tingene i verden samt tingene i sig selv; her også tingene i sprogets mest grammatiske grundbetydning.
Derfor kommer Ordapotek også til at optegne rammerne for Søndergaards næste digtsamling Fordele og ulemper ved at udvikle vinger (2013), som består af ti dele, der forholder sig til en række ordklasser; for eksempel substantiver, verber, adverbier, præpositioner etc. Allerede i første digt ”Tærskel” peges der på substantiverne med Platon-citatet: ”Jamen der har vi jo Phaidros. Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?” Der peges på bevægelserne i verden, på navnene og stederne:
På barndomstærsklen spørger man: “Hvor begynder
verden?” Overalt. Man balancerer
på usynlige grænser, på et skilt står der “Hjallese”.
På den anden side er “Hjallese” streget ud. Man bliver
en anden. Hvordan er det muligt? Man lærer at flyve.
Vi bevæger os i verden, og vi skal lære at bevæge os og finde nye måder at bevæge os på, som for eksempel at flyve. I retningen hen mod tingene lærer vi om tingene i verden, deres navne, funktioner, betydninger, men det er samtidig omskifteligt: ”Hvert sprog har ord/for blomst og træ.//Alt har en retning/men der er ingen vej.”
Med Fordele og ulemper ved at udvikle vinger nærmer vi os igen poesien fra Bier dør sovende, hvor abstrakte billeder fletter sig sammen med naturen, kærligheden, menneskelige relationer, kultur og så videre. Men i højere grad får det metapoetiske også lov til at fylde, for at lade os vide, at poesien også har en retning i sig, i det evige encyklopædiske projekt, der føles som at holde havet tilbage med en kost:
Det sidste digt
vil aldrig
blive skrevet
for hver gang
nogen har skrevet det
kommer de i tvivl
om det nu alligevel
er det sidste.
Det sidste digt
er nogle
forblæste ord
på en plet jord
mellem totter af græs
og mennesker
der begynder
at skrive digte.
”mortner/søndergår”
Der skal alligevel gå tre år fra Fordele og ulemper til den næste digtsamling Døden er en del af mit navn (2016). Her vender Morten Søndergaard tilbage til den mere direkte fortællende stil fra Processen og det halve kongerige, hvor vi igen vender tilbage til barndommen, Italien og sproget. På smudsomslaget er der tegnet en krøllet sort streg, som er en suture-linje; de streger, der løber hen over menneskets kranie.
Dette er en subtil henvisning til to andre Søndergaard-værker, der udkom nogenlunde samtidig med Døden er en del af mit navn: vinyludgivelsen The Sound of my Room og værket Suture. Sidstnævnte værk er en samling af håndtegnede suture-linjer fra kranier, der også endte som en udstilling.
Morten Søndergaard besøgte katakomberne i Paris, og her fotograferede og aftegnede han suture-linjer fra godt hundrede kranier. Inspirationen kommer fra den østrigske digter Rainer Maria Rilkes (1975-1926) essay Urlyd (som kan findes i sin fulde længde og i dansk oversættelse på Morten Søndergaards hjemmeside), som er en fantaseren over, om det er muligt at afspille denne suture-linje med en grammofon-nål og derved høre menneskets urlyd.
Døden er en del af mit navn kan ses som et kranie, der afspilles, eller rettere aflæses, og giver os Søndergaards urlyd gennem refleksioner over død og erindringsbilleder fra digter-jeg’ets barndom. Første del af bogen hedder også ”Min fars hjerne”. Ligeledes kalder Søndergaard samlet værket for ”Digt” og ikke ”Digte”. Dette kan måske ses som en hentydning til, at samlingen er et hele, én lang afspilning af en suture-linje, selvom bogen er opdelt i seks dele med adskilte digte. Som digter-jeg’et, med en klassisk søndergaardsk leg med sproget, opfordrer til: ”Kom. Lad os gå en sutur i katakomberne”. I Et skridt i den rigtige retning var det en ”tastatur”.
Titlen, Døden er en del af mit navn, henviser til digterens fornavn, der giver associationer til det latinske ord mortem, som betyder død. Det mødte vi også i Processen og det halve kongerige, hvor digtet ”Må sort dreng dø ren?” som nævnt er en genskrivning af et tidligere digt og digtsamling. Som i de tidligere samlinger peger Søndergaard ud mod verden, hvor der igen reflekteres ind i de inderste kroge af vores sind og vores forståelse af verden gennem sproget og dets grammatiske og syntaktiske begrænsninger. Suture-linjen viser Søndergaards fascination og undersøgelse af forholdet mellem krop og sprog.
På samme måde undersøger han distinktionen mellem identitet og ord, for eksempel i digtet ”Bøjningsformer”, hvor navnet ”Morten Søndergaard” bøjes i infinitiv, imperativ, præsens, præteritum, etc. Imens maltrakterer grammatikken digterens navn i forskellige betydninger, her igen med udgangspunkt i døden: ”imperativ /mort /syd //præsens /mortner /søndergår //præteritum /myrdnede /søndergik”. Søndergaard er måske disponeret for denne nysgerrighed for sit navn, gennem sin far, navneforskeren Georg Søndergaard.
Denne leg med sproget og grammatikken udfordrer forholdet mellem ords meninger og betydninger i en sprogfilosofisk leg, som netop er dér, hvor poesien kan presse sproget til det yderste. Det er især i delen ”Første gang, anden gang”, hvor digtet ”Bøjningsformer” også indgår, at syntaks og grammatik udfordres i en række konkretistiske digte i traditionen fra digtere som Vagn Steen, Hans-Jørgen Nielsen og Johannes L. Madsen.
I delen ”Jeg vil ingenting have af dig” er digtene noget kortere end samlingens yderligere tekster, og dette skaber nogle små fine fragmenter, hvor betydningstætheden er særlig stærk, men hvor billedet er knivskarpt og ofte ubehageligt smukt: ”På vej hjem/ser jeg en gravid kat/kørt over af en traktor –//Killingerne ligger i/den åbne mavesæk/i en krans, som om/de dier døden.”
Døden er en del af mit navn har en fortællende tone som i Processen og det halve kongerige samt Et skridt i den rigtige retning. Særligt afsnittene ”Min fars hjerne” og ”Samarkand” er mere direkte i deres sprog og billeder. ”Samarkand”, der som tidligere nævnt trækker tråde til Borges, handler om digter-jeg’ets sammenstød med Døden i den usbekiske by Samarkand: ”Hør/Døden taler i søvne/måske drømmer den/om os?” Og: ”Døden leger Diaspora og leger/at inde i ordet Diaspora findes/ordet Paradiso.” Med referencer til den persiske filosof og poet Omar Khayyám og astronomen Ulugh Beg, samt personificeringen af døden, opstår der for alvor reminiscenser til Borges’ og Kafkas magiske realisme.
”et sted i sprogets levende labyrint”
Året efter Døden er en del af mit navn er udkommet, har Morten Søndergaard gang i et nyt formeksperiment i form af marmor-fliser, med sætninger der starter med ”hvis”. Værket hedder Ukend dig selv (2017) og sætningerne er udkommet i en samling, der kan fungere som en art oneliner-digte.
Udstillingen er et 200 kvm stort marmorgulv med indhuggede sætninger som: ”hvis du kan erstattes af en anden”, ”hvis spørgsmålstegnet er et lille øre” og ”hvis du vidste hvor vildt din angst kan vokse”.
Bogværket er trykt på tyndt papir, hvilket giver en gennemskinseffekt, der mimer et tredimensionelt rum. Digteren Per Højholt udgav i 1971 et lignende bogobjekt, hvor siderne i værket Punkter var gennemsigtige plastikark, der gav en fornemmelse af en flydende skrift i et rum. Hvor skriften i Punkter er lukket inde i værket, lever Søndergaards Ukend dig selv i den italienske Carrara-marmor, som du fysisk kan gå på.
Sætningerne er inspireret af oldtidsvarsler fra Babylon, mens titlen på værket kommer fra den filosofiske maksime ”Kend dig selv”, som var indhugget i Apollon-templet i det antikke Grækenland. Dengang var naturen og handlinger tegn, som skulle tydes, hvilket passer godt med Morten Søndergaards tilgang til sproget og verden.
Versene er halve spørgsmål, som Søndergaard har overhørt i samtaler, læs i bøger eller på Facebook eller fundet i spørgeskemaer til læge undersøgelse i forbindelse med depression: ”hvis du vidste hvor tiden standser”, ”hvis ingenting virkelig skete”, ”hvis jorden skælver under dig”, ”hvis solsortens kaskade er knust glas”, ”hvis du har tillid til gulvet”.
Selv skriver Morten Søndergaard om værket på sine hjemmeside:
Marmor er et materiale som vi forbinder med evige sætninger: Det er kun ord med vægt, der mejsles i marmor. […] Ordene er sunket til bunds i tiden. I den tekst som er fundamentet for Ukend dig selv er sætningerne i tvivl. Det de ved, er kun halvt. Det er op til dig at fuldende dem med dit liv, din viden og din tvivl.
Med Journal 2019 (2019) går Morten Søndergaard i en helt ny retning, hvor han bliver mere dokumentarisk i sin poesi, i en samling der også suppleres af fotografier. Det er en ny måde at pege mere direkte på tingene i verden. I forordet til samlingen forklarer Søndergaard, at han for ti år siden stødte på et nedlagt psykiatrisk hospital i Volterra i Italien, som er der, han skriver og fotograferer fra, samt fra hans hus på et bjerg. Igen danner sproget og bogen rammerne for samlingen:
”Lige siden jeg første gang kravlede over hegnet ind til de forladte bygninger, har stedet øvet en stærk tiltrækning på mig. Bygningerne fremstår i dag som en ruin, men når man går ad parkernes forgrenede gange, pibler det frem med historier og spor af tid. At gå rundt på hospitalet er at færdes i ruinerne af et sprog. Et forladt sprog. Og det er at opdage historien om en af stedets beboere, Fernando Oreste Nannetti, som skrev en halvfjerds meter lang bog af sten på hospitalets mure. […] Disse smukke og grusomme rum gemmer på formuleringer og stumper af sætninger fra en historie, jeg kender, men som er skrevet på et sprog, jeg ikke behersker. Journal er et forsøg på at lære det sprog at kende.”
Modsat de tidligere samlinger er sproget meget mere direkte, digtene længere, og der er skruet gevaldigt ned for abstraktionsniveauet og ”hverdagssurrealismen”. Tag for eksempel dette billede fra digtet ”Nattergalens sang”:
En hind springer
ind over hegnet til asylet, og der falder
sne i bjergene. Sneen falder på trapperne og på stierne i parken,
den falder ned gennem det sammenstyrtede tag,
den falder over det psykiatriske hospital i Volterra.
Morten Søndergaards pegen på tingene i verden er blevet mere direkte, og der lægges i mindre grad op til, at vi skal forstå tingene i sig selv. I stedet skal vi mærke og forstå tingenes bevægelser og funktioner, de associationsstrømme, som de vækker hos digter-jeget. Men Søndergaard slipper ikke helt det metapoetiske:
Man ved ikke, hvad man vil skrive, før man har skrevet.
Sommetider lægger jeg en hånd på en sætning
og følger den dagen igennem som et gelænder.
Se: Dørene går op. Jeg kan gå lige ind.
Jeg har mine ruinbriller på, jeg kan
ikke få dem af.
Skriveprocessen er fremadskridende som gangen – det at gå. Morten Søndergaard lader sig lede af sine sætninger, af sproget, der fører ham nye steder hen, samtidig med at han bevæger sig rundt i det psykiatriske hospital i Volterra. Murstenene i ruinen bliver en bog, der åbner sig op i erindringen, når genstande antænder nye associationsrækker, som skal tøjles af sproget:
Lys falder ind
gennem sprække i parcelhus. Odense. Saturn. Ydre Mælkevej. Jeg prøver
at finde ud af sproget, men jeg er bange og holdes fast
i universets uendelighedsvinkel.
Sætningsgange forbinder sig til sætningsgange
et sted i sprogets levende labyrint.
Skaber ordene det de benævner?
Samme år som det sidste værk vi skal beskæftige os med i denne introduktion, Forsøg på at aflytte et sted i Paris (2020), udkom, udgav Morten Søndergaard også kærlighedsdigtsamlingen Intet er nok. Den indeholder kærlighedsdigte gendigtet over Højsangen fra Det Gamle Testamente, og som er blevet til på anbefaling af sanger Marie Koldkjær Højlund, der også har indsunget digtene til musik: ”Kærligheden/Er det/Eneste ord/Der findes/På vores sprog”.
Mens Forsøg på at aflytte et sted i Paris næsten ikke kan komme længere væk fra Intet er nok, så eksperimenterer Paris-digtene videre med formen i Journal 2019, hvor der dokumenteres – denne gang endnu mere direkte end i Journal 2019. Forsøg på at aflytte et sted i Paris er inspireret af den franske digter Georges Perecs (1936-1982) Forsøg på at udtømme et sted i Paris (1975), hvor Perec over tre dage fra den 18. til 20. oktober 1974 sad på Place Saint-Sulpice i Paris for at nedskrive alt, hvad han observerede.
Morten Søndergaard placerer sig samme sted, men frem for at bruge synet vil han bruge høresansen og aflytte stedet. Søndergaard vil på én gang genopdage Perecs Paris, men i 2020 og med lyde. I sit forord skriver han, at mens han redigerer sine optagelser fra Paris, er det blot to måneder siden, at corona-pandemien brød ud og lukkede verden ned. Det er også en dokumentation af tiden i tre dage i februar i Paris lige inden verden forandrede sig oven på corona-pandemien. Samtidig er den et forsøg på at holde fast i noget:
”Jeg genkender selv trangen til at holde alting fast, til at optage og beholde. Kunne jeg eje en total optagelse af mit liv i form af en komplet video- og lydoptagelse, ville jeg være lykkelig. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bruge det til noget, men tanken om dette hypotetiske arkiv er besættende.”
Det er interessant at dykke ned i Forsøg på at aflytte et sted i Paris og sanse byen gennem lyde skrevet ned på papir. Det kræver af Søndergaard, at han ikke blot kan benævne alle lyde, men at han er nødt til at skabe billeder for at gengive de mere abstrakte lyde, der ikke har et specifikt navn:
En ambulance, langt væk, lyden nærmer sig.
Skridt af blødt fodtøj mod asfalt, en hund bjæffer.
En bus standser, går i tomgang, hydraulisk udstødningshvæs.
Pladsen er et volumen. Pladsen er et enormt øre. Paris som ansigt? Paris som hjerne!
Skal jeg nedskrive mine associationer? Ja, det vil jeg gøre. Alt det som høres med det indre øre: er tænkning en form for aflytning af en indre stemme?
Vi tages med ind i digter-jegets overvejelser over, hvordan det kan lade sig gøre at beskrive lyde: ”To dyt fra en hvid personbil. Bør jeg notere farver i forbindelse med lyd, lyserød støj?” Kan lyde have farver? Musik kan, så hvorfor ikke lyde. Dette udforsker Søndergaard. Kan lydes oversættes? Skifter de meninger og betydninger?
På hvilken måde er sproget overhovedet i stand til at gengive lyd? Hunde siger ouah-ouah på fransk, men vov vov på dansk.
Og sådan er det hele vejen igennem.
Opfatter en franskmand lyden af en hund på en fransk måde?
Aflyttes verden gennem sproget?
Klak. Klak.
Klaxon.
Skaber ordene det de benævner?
En foreløbig encyklopædisk kulmination
I 2022 sker der en mindre kulmination i Morten Søndergaards encyklopædiske projekt, da han udgiver tekstsamlingen Den nye hjørnestue. Værket udkommer i forbindelse med åbningen af rummet ”Den nye hjørnestue” i det kulturelle samlingshus Bakkehuset på Frederiksberg. Her mødtes digtere, forfattere og videnskabsfolk hos ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek, der levede fra slutningen af 1700-tallet og indtil starten af 1800-tallet.
Hjemmet var inkarnationen på den danske oplysningstid og overgangen til den danske romantik; inspireret af store idéhistoriske og filosofiske bevægelser fra blandt andet Frankrig og Tyskland. Bakkehuset afholdt forskellige saloner, hvor alt fra kunst, sprog, poesi, naturvidenskab, filosofi og andre store fagkundskaber blev vendt.
Al viden skulle deles i et rum, ligesom al viden skulle deles og indkapsles i de encyklopædier, som de franske tænkere Denis Diderot og Jean le Rond d’Alembert igangsatte fra midten af det 18. århundrede. En tanke der flugter med det poetiske projekt, Morten Søndergaard har udfoldet siden sin debut.
Allerede i 2011 havde Morten Søndergaard en særudstilling i Bakkehuset, ”Bakkehusalfabetet – en udstilling om læsning”, hvor Søndergaard havde foretaget små justeringer i flere af husets rum ud fra de 28 bogstaver i det danske alfabet.
I 2022 arbejdede han videre med dette koncept, da Søndergaard udsmykkede rummet i ”Den nye hjørnestue” med 29 skabe – et for hvert bogstav i alfabetet samt ét ord. Skabene indeholder forskellige scenarier og tableauer, der genspejler små æsker, som Kamma Rahbek havde fået lavet. Indeni var der et lille malet univers, som kunne åbne op for samtaler eller fortælle en historie. Samtidig er skabene også inspireret af den svenske kong Gustav II Adolfs kunstskab fra 1632, der fungerede som et lille museum, med genstande fra hele verden.
De lægger grundlaget for samlingen Den nye hjørnestue, der er ment som en samtalebog – en slags konversationsleksikon. Der er ikke sidetal i samlingen – i stedet er den inddelt i bogstaver, der følger alfabetet. Formålet er, at du kan slå op på et bogstav, få et ord og læse om et emne, der kan lede til samtaler. Teksterne er korte tekster af lyrisk prosa, der alle har en undertitel med formuleringen ”Ord for…” og slutter med et spørgsmål. Og igen er vi tilbage ved den tyske tænker Friedrich Schlegel (der levede i Rahbek-parrets samtid) og Athenäum-fragment nr. 206: Fragmentet peger ud mod hele verden som piggene på et pindsvin.
Igen kredser mange af teksterne om genstande i verden, og flere af digtene reflekterer over ord og sprog. I den første tekst ”Adamsæble – Ord for overflod”, starter det hele med en begyndelse: ”At sige: I begyndelsen var ordet. Nej, at sige: I begyndelsen var gentagelsen. Alting skal have sit navn, og alting skal miste sit navn.” Teksten handler om at navngive i tingene i verden.
Adam og Eva – de første mennesker i de abrahamitiske religioner – navngiver tingene, men i teksten indses det, at der er alt for mange ord. Samtidig fletter teksten sig ind mellem religiøse motiver som æblet, der pludselig rammer Isaac Newton og den moderne naturvidenskabs komme. Teksten slutter med: ”Hvad er der syndigt ved at vide?”
Det fortsætter i den næste tekst, ”Babylon – Ord for mod”, der referer til babelstårnet og myten om sprogets mangfoldighed fra Det Gamle Testamente. Der reflekteres over arkitektur, byer, tårne og stemmer: ”At gå på alfabetets trappetrin op til den ødelagte himmel.”
I teksten ”Epikur – Ord for ro” sniger et andet søndergaardsk tema sig ind: Gangen – det at gå, at være i bevægelse. Både den fysiske verden og sproget er i konstant bevægelse: ”At finde ruter i steder for fødder.” Og: ”Ord for ord. At gå omveje for at komme frem til det, som ligger lige for.”
Ting er ikke bare genstande – de fortolkes, sanses, forstås. Det kræver omveje at erfare tingene. Den antikke, græske filosof Epikur arbejdede videre på tænkeren Demokrits atomlære. De mente begge, at verden er opbygget af små, udelelige partikler eller atomer, som bevæger sig i et tomt rum. Epikur mente dog, at atomerne nogle gange kunne afvige spontant fra deres baner, som kan forklare menneskets fri vilje. Vi er i en fri vilje med tingene i verden.
Atomlæren var også grundlaget for Epikurs etik, hvor alt er naturligt – også døden, som vi ikke skal frygte, da alt alligevel opløses i atomer. Fornuft kan frigøre mennesket, og vi skal leve et liv i indre ro. Hos Morten Søndergaard fletter denne tanke sig ind i sproget: ”At sige: Ord. Ro. Rod. At finde en orden i ordene.” Teksten slutter med spørgsmålet: ”At høre til er at lytte. Kan du høre det?”
Der er en stor, undrende filosofi til stede i teksterne i Den nye hjørnestue. Der informeres, reflekteres, spørges, konkluderes, men altid med en lille tvivl eller nye tankemæssige afveje fra et emne, der blev bearbejdet. Digtene er lige så kaotiske, som den verden vi er i (”I – Ord for inderlighed”): ”At vi er i verden. At vi er levende. At alting er i os.”
Morten Søndergaard bruger poesien til at finde vej. Den er et kompas, et vindue til verden, et redskab til at bearbejde tingene (fra teksten ”Poesi – Ord for redskab”): ”Inde i ordenes skabe ligger tingene og venter på at blive sagt. Skabelse: Også vi må siges for at findes. Poesi er mit graverredskab til at komme ud til verden. Digtene er min udvej.//Ord for ord bygge en verden. Har jeg det rigtige redskab?”
Den nye hjørnestue er den encyklopædiske poesi i yderste potens – en samling der vil indkapsle tingene i verden – fra de mindste kvarker til de største spørgsmål om det at være i verden. Hver tekst bliver et skab, læseren kan åbne op, som kan lede til nye samtaler – både med sig selv, med andre og med værket. Morten Søndergaard er et medie, der bearbejder tingene i verden gennem sproget – en der passer på det, fornyer det, eksperimenterer med det (”Vicevært – Ord for omhu”): ”En digter er sprogets vicevært.”
”som handler om/at holde af hinanden”
I sommeren 2023 udkommer Morten Søndergaard med digtsamlingen TIL. Det encyklopædiske projekt lever videre – det er digte om sproget og verden, om skabelse og tilblivelse. Men det er også en samling om forfald, om klimaforandringer, virus-pandemier. Digtene er skrevet i en mere direkte og personlig stil – selv benævner Søndergaard det som en parlando-stil, der inden for digtekunsten (og musikken) er digte, der fremføres i en tone, der kan minde om almindelig tale (fra det italienske parlare=at tale).
Allerede i samlinger som Døden er en del af mit navn blev der refereret til digter-jegets liv og Morten Søndergaards biografi, men det bliver mere tydeligt i TIL. Vi får skildringer fra digter-jegets hverdag på gården i Italien, faderens død, minder om sønnen Sophus, om et samarbejde med Inger Christensen, en skovbrand, corona-pandemien, ungdomsarbejde, folkeskoletiden i Hjallese i den sydlige del af Odense. Dog stadig flettet ind i en kendetegnende søndergaardsk, poetisk stil og med metasproglige refleksioner.
I indledningsdigtet reflekteres der over det italienske ord ”permesso”, der løst oversat kan betyde ”tilladelse”. Allerede her er vi i den sproglige leg med ord. Ordet ”til” er et omdrejningspunkt for samlingen. Foruden at være titlen på samlingen er værket delt i to bøger: ”Tilfældets bog” og ”Tilblivelsens bog”. På en flap til slut i den fysiske bog defineres ordet ”til” som et adverbium, konjunktion og præposition.
Som præposition er ”til” en retning, et formål, og det passer godt til Søndergaards poesi, der ofte arbejder med det at gå eller interagere med ting i verden. I indledningsdigtet sker allerede en handling med ordet ”til”: ”Jeg laver kaffe til Anna Maria”. Men det bliver et adverbium i spørgsmålet ”Må jeg være til?” Og ”til” lever videre i sammensatte ord som titlerne på værkets to bøger, men også i ordet ”tilladelse” – hos Søndergaard først skrevet på italiensk, permesso.
For Morten Søndergaard bliver ”tilladelse” en ”værdighed i sproget”. Der gives tilladelse til, at der må komme gæster gennem døren i et hjem. For Søndergaard er det også en tilladelse til at gå gennem døren ind i digtene og ind i verden gennem sproget:
Mine digte er døre
jeg går igennem
for at findes af skriften
som at finde et stykke værktøj
der passer til opgaven og noget går i hak.
Tak.
Selvom ordet ”til” i sidste vers ikke er en konjunktion, kan den etablere en semantisk relation mellem ”et stykke værktøj” og ”opgaven”. I digtet kommer også noget så sjældent for Morten Søndergaards poesi som et rim.
Igen rejser vi i sproget sammen med tingene i verden – handling er ord, bevægelse er grammatik ”på vej mod Vokabulantis”. Verdenen Vokabulantis er også en reference til det stopmotion-computerspil, som Morten Søndergaard er med til at udvikle på – et spil om kærlighed, om en verden med og uden sprog.
I digtet ”Blomst og sten” – ligesom i digtene ”At læse” og ”Tasso” – får vi et indblik i Morten Søndergaards opvækst med ord. Her skildrer digteren Andelsbogtrykkeriet i Odense ikke langt fra Søndergaards barndomshjem: ”det var let at snige sig ind/i trykkeriets monstrøse ordfabrik”. Her kan sproget få struktur: ”Der stod den enorme sættemaskine/sæt dig, sprog, sæt dig hos mig/sagde sætteren og trykkede på alfabetets orgel/og ordene blev støbt et efter et i bly.”
Samtidig er det også her, der sker fejl i opsætningen af sproget på papir – noget poesien også arbejder med:
Men bag trykkeriet stod containerne
fulde med makulatur, fejltryk
og prøveark, og nederst i bunkerne
lå de eftertragtede blytyper
det var dem det hele handlede om.
Jeg samlede på dem og havde lommerne fulde.
Brudstykker af spejlvendt tekst.
Der sker en realisering hos børne-Morten, der lærer, at sproget er mere end grammatik og ord. Det er skrift, der kan trykkes og skrives. Han mindes folkeskolereformen, hvor han gik fra at lære skråskrift til formskrift, hvor hans håndskrift ”kortsluttede et ulæseligt sted/mellem det skrå og form.” Samtidig skriver han sine initialer M og S oven i hinanden, og bogstaverne danner ”et ansigt”.
I et andet digt, ”Kartofler”, møder vi noget så sjældent i Søndergaards digte som en tvivl hos digterjeget: ”Hvorfor må jeg ikke være her?/Fordi jeg skriver dårlige digte/fordi jeg staver dårligt/og ikke kan finde vej gennem sprogets skove.” Der er en fortvivlelse i, at sproget kan virke utilstrækkeligt; at det er svært at fortolke, percipere og gengive verden gennem sproget og gennem digte.
Det fortsætter i digtet ”At læse”, hvor skoleinspektøren i folkeskolen i Hjallese lader Søndergaard forlade skolen med ordene: ”Morten Søndergaard, måske egnet/skal nok med de evner han nu har/en dag finde den rette hylde.” Og på hylden kom der til at stå bøger.
Det hele kulminerer i digtet ”Tak”, hvor en strofe, der også er skrevet på den fysiske bogs bagside, indkapsler Morten Søndergaards poetik, projekt og poetiske realisering:
Jeg ved, at poesi
er et sted uden for alting
og at de mennesker
der står og graver i det
de står og leder
efter et sprog
som ingen kan
og som handler om
at holde af hinanden.
Digte er et træ
Morten Søndergaards digtervirke er mangfoldigt og mangeartet. Der eksperimenteres både med form, sprogbilleder, betydningsforskydninger, poetikker og platforme. Der er noget legende over Søndergaards tilgang til poesien, kunsten og sproget. En fællesnævner for det hele er den aristoteliske pegen ud mod tingene i verden, der skal observeres og perciperes gennem sproget. Digte er et træ, konkluderer Morten Søndergaard i poetikken ”Kort over tiden” – digte er organiske:
”Digte er flænger i tiden, i sekundernes gaze. De er verden set gennem en flænge i tiden. Som træer på en mark. Umotiverede, bevidstløse, blinde. De er hvad de er. De mener ikke noget med deres former, deres grenværk og rødder. De står bare der.
Digte er et træ.
Digte er et landskab og samtidig et kort over dette landskab.”