DRØMMEGAVL
Drømmegavlens adresse er Gadekærvej i Valby.
Lyset i drømmegavlen tænder en time før solen går ned og er tændt frem til solen står op. I løbet af natten dæmpes lyset til tyve procent og lige før solopgang går Drømmegavlens lys igen op til maksimal styrke hvorefter det slukkes.
Den norske digter Olaf Bull siger et sted, at kunst er det, som kan få os til at se naboens husgavl for første gang. Med det mener han at, kunst kan få os til se det velkendte og dagligdags for første gang eller på en ny måde. Det er i det almindelige, at vi finder os selv, det er i vores hjem, at vi lever og drømmer.
Drømmegavlens tekst udgøres af de drømme som de mennesker har, der lever lige inde bag væggen. Ikke deres nattedrømme, men de drømme de har for fremtiden og for nutiden.
Det er med andre ord beboernes inderste tanker, som er synlige på husgavlen. På den måde er gavlen en drømmemembran mellem det som foregår indenfor i huset og det som er synligt udenpå huset.
Det var min drøm, at man ved at spørge til beboernes drømme og skrive dem på facaden, bliver gavlen til en del af deres virkelighed og forhåbentligt, kan gøre dem stolte af det sted de bor.
Værket er udført sådan, at bogstaverne er stanses ud af aluminiumplade, som derefter er monteret i en afstand af 10 centimeter fra væggen. Derved spiller lyset forskelligt over gavlen i løbet af dagen. Sol og skygge gør gavlen levende og ny hver gang man ser den. Væggen under udsmykningen er malet, således at der opstår et samspil mellem materiale og tekst.
Der er monteret en belysning af LED lys, således at værket om aftenen og natten er oplyst på en diskret måde. Man får en følelse af at blive budt velkommen, når man kommer hjem om aftenen eller natten. Værket bidrager til at området og bygningen er et sted, man har lyst til at komme hjem til, et sted man har lyst til at nærme sig.
Det er min intention, at værket set langt væk fra skal fremstå som en mosaik eller ornamentik på facaden, og først når man er tættere på huset vil facaden indbyde til aflæsning af de udstansede bogstaver.
Min vision er, at folk skal sidde i Valby Gadekær og se op gavlen og måske sige: Se, der er min drøm. Eller måske læse de andres drømme og forundres og undres og lade sig inspirere.
Det var vigtigt for mig, at gøre meget ud af at indsamle drømmene. Det blev gjort ved at sende breve ud, ved at stille mig op på beboermøder og ved at lave drømmeworkshops for børnene.
Ved at formulere drømmene sådan, at alle starter med “Jeg drømmer om…” håber jeg at drømmeteksten fremstår som ét enkelt og stort udsagn, så det på en måde er huset selv, der taler eller stå som et stort lysende brev i natten.
Efterhånden vil drømmegavlen fyldes af ny betydning. Den vil komme til at fungere som en tidskapsel og et mentalt billede af beboerne i huset anno 2015. Drømmene vil måske være gået i opfyldelse, og andre vil være kommet til. Nogle beboere vil være flyttet og andre vil være flyttet ind og begynde at drømme nye drømme.
Arbejdet med drømmegavlen er sket i et tæt og frugtbart samarbejde med Rambøll, som har været bygherre for total-renoveringen af bygningen. Fra Rambøll deltog blandt andet: Vladan Paunovic, Katja Waage Pedersen, Lars Jevanord, Sidsel Hodge
Adresse: Gadekærvej på gavlen ud mod Valby Gadekær vendt imod Valby Station.
Samarbejdsparter: Domea, Rambøll, Enemærke & Petersen A/S, Københavns Kommune og Statens Kunstfond
Økonomi: 920.000,-
Drømmegavlens typografi er udarbejdet af Wrongstudio ved Jess Andersen og Andreas Peitersen.
Fra Valby Fortællinger og Områdefornyelsen gl. Valby deltog Ditte Bertolt Døssing
Jeg er i gang med et “spejlprojekt” til Drømmegavlen, hvor jeg opsøger flygtningene rundt omkring i Europa og stiller dem det samme simple spørgsmål: “Hvad drømmer du om?”. Se mere her The wall of dreams, London >
BAKKEHUSALFABETET
BAKKEHUSALFABETET
(forord fra udstillingsudgivelse, se pdf nederst)
Omslagsfotografiet er fra Holland House Library, London, 1940. Det er med tiden blevet et symbol på læsernes stædighed. Måske er en kulturs inderste frygt, at dens biblioteker brænder, at dens viden og historie går op i røg. Og dét, kulturen forhåbentlig brændende ønsker, er, at nogen bliver ved at bære dens viden og historie med sig på trods af røgen og mørket. Eller er det for stor tiltro at have til en kultur? Kultur udgøres af individer, og nogle af disse individer er læsere. Hvem er de tre læsere på fotografiet? Ingen ved det, man ved kun, at billedet er taget, efter at biblioteket blev udsat for et bombeangreb den 22. oktober 1940. Holland House Library findes ikke mere. Men bøgerne og deres læsere mødes i bibliotekerne, hvad enten de er udbombede eller intakte. Taget er blæst af, de forkullede spær danner et stort X midt i rummet, der står en laset stol mellem murbrokkerne, der ligger resterne af et skab og de stiger, man har brugt til at nå de øverste hylder med, ligger hulter til bulter. En dør står åben ind til et andet rum i biblioteket. Det virker, som om, der er stille, der er ingen luftalarm, ingen sirener. Et øjebliks ro. Kunne de tre mænd på billedet være forfattere, måske et imaginært møde mellem Joyce, Celine og Kafka, der lige skulle se, om deres bøger var udlånt? Osip Mandelsjtam siger i en tekst om læsning: ”I, brændedepoter, byens sorte biblioteker – vi skal nok læse og kigge i jer. Vi skal nok kigge – og læse.”
Det brænder ikke, ikke nu, og du kysser mig med fremmedordbogens røde mund. Inde i fremmedordbogen bor alt det konkrete, resterne af verden, som rasler rundt på bunden af ordene. Fremmedordbogen er min rejsekammerat. Ufremmed rejser den med mig, den bor i kuffertens etymologiske ro. Jeg slår op i den, og der står: Gérard de Nerval var rædselsslagen for, at hans hus skulle brænde, derfor udvalgte han sig de vigtigste bøger og havde dem stående i en taske ved siden af sin seng. Det var et flugtbibliotek, som han tog med, når det brændte på, eller når han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Paris.
Hvilke bøger står i dit flugtbibliotek?
Lige siden assyrerkongen Assurbanipals bibliotek af lertavler i Mesopotamien har mennesket udvist trang til at samle bøger i biblioteker. Til bibliotekerne er strømmet læsere, i den forbindelse kaldet lånere, der sidder i bibliotekernes læsesale, i katalogværelser. De flanerer langs hylderne i Bodleian Library i Oxford, New Yorks Public Library og Bibliothèque Nationale i Paris eller det mest berømte, biblioteket i Alexandria. Der er opstået fiktive biblioteker som det i Umberto Ecos roman Rosens Navn eller Borges’ Bibliotek i Babel. Læserne kommer til bogbusser, flugtbiblioteker. De leder i fjernt beliggende sommerhuses bogsamlinger. Min folkeskole var som de fleste i halvfjerdserne nybygget og forstadsdøsig, og skoleinspektøren gav mig følgende skudsmål med, da jeg forlod den: “Morten Søndergaard skal nok en dag, og med de evner, han nu har, finde den rette hylde.” Med andre ord: lagerarbejder. Men på hylderne er der kommet til at stå bøger, og muligvis skyldes det nogle af de oplevelser, der knytter sig til skolebiblioteket.
I skolen var jeg en notorisk uromager og havde derfor valget mellem at opholde mig to steder, når jeg rutinemæssigt blev smidt ud fra timerne: P-klassen eller biblioteket. P-klassen var et sted, man placerede og fikserede urolige elever i perioder. P for periode, p for problem, p for psykologi, p for poesi. I denne filial af det uklassificerbare herskede en magisk stemning. P-klassen var den værste straf, der kunne overgå én, og den, der kom derfra, var brændemærket: Han har været nede i P! Da jeg ofte frekventerede stedet, nød jeg i fulde drag den elektriske og næsten erotiske atmosfære. Her var fred og en højfrekvent ro. Der sad man i den dybt brummende eftersidningstime og læste.
De timer, som jeg oftest måtte forlade i utide, var tysktimerne. Men tysklæreren smed mig hen på biblioteket, for han var også skolens bibliotekar og noget så usædvanligt som et fint menneske. Skolebiblioteket var lille, men også dér herskede en særlig form for ro og fortrolighed. Der kunne man være. Og her forvandlede tysklæreren sig til en venlig onkel, der lod mig gå til hånde og sætte bøger på plads, stemple lånerkort med et datostempel monteret i en lille holder på en kuglepen. Her var våbenhvile i krigen med de øvrige lærere. Her kunne man gå på opdagelsestogt mellem bøger, tage en tilfældig ned fra hylden og bladre i den. Pludseligt stod jeg med J.P. Jacobsens Arabesk til en Haandtegning af Michelangelo, og gulvet gyngede. Her var opgaver, man kunne udføre, bøger, der skulle alfabetiseres, kort, der skulle sorteres efter dato. Blandt bøgerne var der en serie med Berømte mordsager, Berømte seriemordere, Uopklarede forbrydelser, som jeg slugte. Det var ren pulp fiction bortset fra, at det ikke var fiktion: kornede og uskarpe fotos af helt almindelige huse i nybyggede forstadskvarterer, billeder af familiefædre og anonyme dagligstuer, som ledsagede beskrivelserne af grusomme drab. Helt almindelige steder og helt almindelige huse med græsplæner. Biblioteket blev det sted, jeg kunne få vejret, et helle, som jeg opsøgte, så snart jeg kunne. Alle frikvarterers omdrejningspunkt. Ethvert påskud for at komme derhen blev taget i brug. Hvad var det, jeg fandt? En stemning og en følelse af plads til alle sider. Bag skranken sad den forvandlede tysklærer og gjorde det bedste, han kunne gøre. Han lod mig læse.
SAHARA UNDER MINE FØDDER
SAHARA UNDER MINE FØDDER
Dette er dokumentation fra et projekt hvor jeg forsøger at undersøge forholdet mellem indtryk og aftryk. Ved at påspænde raderer-plader under mine sko og gennemvandre forskellige veje og steder fremkommer der spor, ikke i landskabet men fra landskabet, som jeg så har ladet trykke:
Galleri Tom Christoffersen, 2012
LOVE
LOVE
I forbindelsen med udstillingen har Morten Søndergaard udviklet et apotek, hvor ord forhandles som diverse præparater og lover lindring af eksistensen. LOVE – OM KÆRLIGHED TIL SPROGET af digteren Morten Søndergaard i samarbejde med We Are Popular. 4. september – 7. november 2010 LOVE er Morten Søndergaards på én gang frit fabulerende totalinstallation on sprogets maskinrum, regler og love.
LOVE, Nikolaj Udstillingshal, 2010 og Skovgaard Museum, Viborg, 2012