JOURNAL: 2019
Journal: 2019
Forlag/år: Gyldendal, 2019
Omslag- og indholdsdesign: Michael Jensen
Jeg bor i Italien i et hus på et bjerg. Bjerget ligger et par timers kørsel fra Volterra. I Volterra stødte jeg for ti år siden på et nedlagt psykiatrisk hospital. De to steder, huset på bjerget og hospitalet, danner rammen om denne bog.
Lige siden jeg første gang kravlede over hegnet ind til de forladte bygninger, har stedet øvet en stærk tiltrækning på mig. Bygningerne fremstår i dag som en ruin, men når man går ad parkernes forgrenede gange, pibler det frem med historier og spor af tid. At gå rundt på hospitalet er at færdes i ruinerne af et sprog. Et forladt sprog. Og det er at opdage historien om en af stedets beboere, Fernando Oreste Nannetti, som skrev en halvfjerds meter lang bog af sten på hospitalets mure.
Hver gang jeg har besøgt hospitalet, har det været med en elektrisk følelse af at komme hjem, hjem til et historisk stof, som rummer megen smerte og megen skønhed. Fotografierne og digtene i denne bog er et forsøg på at komme de følelser nærmere. Jeg har mærket, at jeg her fandt hjem til noget, som ikke var mit, men som jeg kendte helt ind i knoglerne. Disse smukke og grusomme rum gemmer på formuleringer og stumper af sætninger fra en historie, jeg kender, men som er skrevet på et sprog, jeg ikke behersker. Journal er et forsøg på at lære det sprog at kende. (tekst fra bogens indledning)