SUTURE

Suture (i samarbejde med Åse Eg Jørgensen)
Forlag/år: Broken Dimanche, 2015
48 sider, håndindbundet

Suture-linjen er den linje der løber gennem vores kranier. Den måde samler og deler. Ordet Suture indholder begge betydninger og betyder også at sy sår sammen. Kraniesømmen eller suturen stødte jeg første gang på hos Rilke i hans lille fine essay som hedder Urlyd. Rilke fantaserer her om mulighed af at afspille suture-linjen med en grammofon-nål. Jeg gik ned i katakomberne i Paris og fotograferede 100 kranier og tegnede linjen af. Det er det materiale der udgør indholdet af bogen og udstillinger.

Suture-udstillingen

 

 

 

 

Suture – en undersøgelse
Rainer Maria Rilke beretter i sin lille tekst Ur-Geräusch fra 1919, om en oplevelse han havde i sin skoletid: En dag skulle eleverne overføre lyden af deres stemmer til en voks-valse. Lyden blev afsat som et sitrende spor i voksen, og deres stemmer var nu fastholdt, men fremmede og forunderlige. Langs senere sidder Rilke og studerer et kranie og genkender dér den sitrende aftegning i kraniets suture-linjen eller kraniesøm. Det får ham til at overveje, hvad der ville ske hvis man satte en pick-up-nål i kraniet? Hvilken lyd eller stemme ville man høre dér? Denne poetiske overblænding eller sammenføring af lyd og linje, har for mig været udgangspunktet i mit arbejde med suture-linjen. Suturen findes i alle pattedyrs kranier, og dens gestik genfindes i flodernes slyngninger og kystlinjer hen over kloden, og den ekkoer elektrokardiografens rytmiske dans over papiret eller seismografens sitrende linjer før et jordskælv.
Jeg gik ned i Katakombernes underverden og aftegnede hundredevis af suture-linjer. Siden har jeg sammen billedekunstneren Åse Eg samlet suturen i en bogudgivelse på forlaget Broken Dimanche Press, og jeg har tegnet suturen op på galleriets væge. Mit arbejde med linjen er kun lige begyndt og fortsætter – og undertiden så tænker jeg, at jeg er tilbage i mit barndomsværelse, hvor jeg sidder foran skotøjsæsken med kranier, konkylier og forsiler i et forsøg på at finde en mening med og mellem tingene.
Suturen er en inhuman og nådesløs skrift som vi forbinder med døden – men den skyldes at vi fødes “bløde i bolden”. Det er en skrift som fører os tæt på livet, naturen og knitren som give sig kende lige før sproget sætter ind. Jeg ser linjen som en slags præ-skrift, en asemisk skrift, en tøven eller tvivlen foran grænsen til det som betyder og lyder. Suturen er både adskillelse og sammenføjning. Den er en livsvigtig konturlinje i et puslespil af kraniedele. Suturen er også syning i kød, den er kirurgens sammensyning af sår. Heling og hærdning. Spalte og afgrund.
Suturen er for mig en grænsetekst, en ornamentik og en Ariadnetråd som er vævet ind i vores knogler. Kan jeg finde et sprog, hvor det ikke er givet, at der findes sprog? Hvem er vi og hvad er betydning, når vi ikke længere er nogen og der ikke er betydning endnu?

FORDELE OG ULEMPER VED AT UDVIKLE VINGER

 

Fordele og ulemper ved at udvikle vinger
Forlag/år:
Gyldendal, 2010
Omslag: Jess Andersen

Fordele og ulemper ved at udvikle vinger er en digtsamling, som består af ti dele. Formmæssigt henter digtsamlingen sin struktur fra mit Ordapotek, som kombinerer grammatik og medicinske indlægssedler.

 

 

 

 

 

Bogens ti afsnit forholder sig til ordklasserne således:

I / Fordele og ulemper – Substantiver

II / Akut sol – Artikler

III / Fra i dag – Præpositioner

IV / Imens – Adverbier

V / Hjertets abe sparker sig fri – Adjektiver

VI / Erosrose – Interjektioner

VII / Syv – Numeralier

VIII / At – Konjunktioner

IX / Jeg, dem; vi – Pronominer

X / Gå, stå, gå – Verber

 

Med bogen følger en plakat

 

Skøjteløber

Der er fordele og ulemper
ved at udvikle vinger, også hvis man er

skøjteløber (gerris najas) og udnytter
vandets overfladespænding i søer og vandløb.

Er man skøjteløber? Hvad koster vinger
i evolutionens regnskab? Skal, skal ikke?

Skøjteløberne udfører deres spring på overfladen,
hver af dem er et levende X i vandets ligning. Også vi regner.

Skøjteløberne er de eneste insekter der har
invaderet havet, de kan gå på vandet.

Jeg står stille. du græder og river blade af træerne.
Træernes grønne vinger. fordele, ulemper. Jeg springer

fra sten til sten i vandet, finder sted på tærsklen,
ligger i jorden med munden fuld af anemoner

sidder i et fly og ønsker kun, at det skal styrte ned.
Det styrter ned og jeg basker med mine

smeltende vinger. ulempe: du er her ikke.
Fordel: Jeg er her ikke.

 


PROCESSEN OG DET HALVE KONGERIGE

 

Processen og det halve kongerige
Forlag: Gyldendal, 2010
Omslag: Troels Wörsel

”Processen og det halve kongerige” er en udforskning af, hvilke erkendelser den daglige gang på jorden fører med sig. Rejsen går mod barndommens forstad, op langs velkendte bjergskråninger i Italien og igennem Københavns gader.

”Processen og det halve kongerige” falder i to dele med tematiske ledetråde, der flettes og filtres sammen i en kombination af brændende forskydninger og køligt overblik. Med en forundrende opmærksomhed bringes vi helt tæt på hverdagsoplevelser, der smages på ordene, associationerne springer lystigt; fra kastanjetræernes lysdildoer til ordlygter, morgenstjerner, kranier og hjernestrukturer, fra tankefloder og flugtbiblioteker til isfugle og en enlig Michelinmand. Ordene arbejder på at holde verden sammen, og vi føres op i helikopterperspektiv, hvor hverdagens sansninger, erindringer og følelser ses i en større sammenhæng. Her får vi et glimt af det halve kongerige, som måske venter efter alle udfordringerne. Det handler om at være på vej, og om den uundværlige proces, der nogle gange fremstår mere værdifuld end målet selv.

Tekstuddrag:

night after night after night

stay up all night

nothing but your own night

Ikkyu

Jeg går tur mellem brombær og vinbjergsnegle, heroppe gror alting helt vildt, dagen er fuld af grøde, og grøde er et godt ord på dansk, det minder om dansk grød, se, der ligger en død hund, dens bug er en grød af maddiker, og de maddiker legemliggør ordet grøde, jeg er liderlig og tænker på din levende og varme krop i eftermiddagssengen. På vej tilbage breder kirkegården sin marmorørken ud, vi er stadigvæk opdagere her, midt i alt det liv, som gror i kirkegårdens grøde. Solen rammer kors overalt, en mand hænger midt i sit liv på to stykker træ, feminin og lidende, og under en busk parrer vinbjergsneglene sig, de suger sig fast i hinanden, to sugekroppe i en spytkamp, hvis man samler dem op og trækker dem fra hinanden, fortsætter de sugende, grøngrå og snaskede. Sneglene har en fin og våd vægt, de leder efter hinanden, jeg trykker dem sammen, og kastanjetræet stikker sine lysdildoer op i skumringen. Nu sidder jeg på baren, mens en gråspurv hopper rundt på jorden efter brødkrummer, det er det, gråspurve gør, det er let at komme i tvivl om, hvor stierne fører hen, liv er et tvivlsord, det går let i stykker mellem læberne. Jeg hæver kontanter i automaten, hvad er nu min pinkode, jeg kan ikke huske den, kun taste den, grækerne mente, at erindring er gentagelse, en tilbagevenden til det allerede erkendte. Min far baldrede en gang hovedet på en kat med en hammer, det var det ord, han brugte, baldrede, det samme gjorde jeg med lamperne langs stien gennem skoven, udenom lå det enorme stisystem, der dannede hjernestrukturen i forstaden. Jeg bevæger mig ind i skoven, lampe for lampe, sten mod lampeglas, det samme kapoof, som lyder fra lamperne, må katten have hørt. Foråret har sat sit tempo op, der er allerede tændt mæl‐ kebøtter langs stien, de afblomstrede er døde elektriske pærer rundtomkring i det grønne. Der sidder en glødetråd i det levende, en dag brænder den over. Det giver et lille hult klik, når man plukker en mælkebøtte, jeg puster, og bagefter sidder kun én frøstilk tilbage på den lille tinding, det er dig og dig, og datoen står pivåben. Stierne deler sig, og der ligger et lille hammerhoved i savsmulden fra et beskåret oliventræ, jeg vil gerne skære et skaft til det hammerhoved, finde nogle sætninger at slå i med syvtommersøm. Hjertets hammer slår. Malleus maleficarum, Heksehammeren, var i middelalderen den mest udbredte bog efter Biblen, den bestod af detaljerede udredninger af den kvindelige natur og instruktioner i heksetortur. Skaderne jager egernet væk, skaderne ligner bedemænd, som bare vil have ret, og bedemænd får altid ret. Det er uvejr, og et lyn slår ned i telefonen, og internettet forsvinder i en stille, blid susen uden kontakt med andet end sig selv. Hvorfor bliver jeg siddende herinde, måske venter jeg på, at du kommer ud ad en hemmelig dør i væggen? Månen er stået tidligt op, den er en sæbeboble, der svæver faretruende tæt på antennerne, deroppe udførte astronauterne Galileo Galileis forsøg med faldhøjder og friktion, de havde en fjer og en hammer med, man havde hamre med til månen. Det lille hammerhoved slår og slår, på Sardinien havde man den tradition, at hvis en person lå for længe i dødskamp eller et barn blev født med alvorlige misdannelser, så blev Kvinden med Hammeren tilkaldt, Femina Agabbadora, en effektiv form for eutanasi, som foregik ved, at Kvinden med Hammeren kom forbi, rettede et hårdt slag mod barnets eller den døendes hjerneskal og forsvandt igen uden at tage imod betaling. Det er blevet morgen, og det er på høje tid at tage af sted. Magnoliaen samler sig som før en gaseksplosion, de hvide blomster står klar med blomstergranater, og Perle snuser til mit ben, hun vil kun lige præcis lade mig røre sig, jeg kan få lov til at lægge kattemad til hende på hendes flise, men hun er for fornem til kærtegn. I stedet oversætter jeg Cesare Pavese, og oversættelsens problem er, at sproget aldrig dækker tingene, i processen sker et forunderligt tab: Prøv for eksempel at oversætte en kat med en hammer. Jeg går ned for at købe flåede tomater og hvidvin, min tunge er et stykke viskelæder, og du hvisker: Vil du have det hele, så tag det hele! Vil du? Ja tak. Morgenstund har pik i mund. Jeg går ned ad gaden, der ligger et søm, og jeg samler det op, det skal Jens Birkemose have, han sætter de søm, jeg samler op på gaden, fast på sine malerier, hvem har ikke brug for at holde tingene fast? De ryster os af, tingene, og falder ned fra deres ordsøm. Det er åbenlyst forår, alt for tidligt, men forår kommer altid for tidligt, for februar er kort, og man bliver underløbet og pisker rundt for at få det hele med, men foråret er snu som et firben, og på vejen ligger et dødt firben, man kan se de små ribben, alt er der endnu, vi lægger det på et stykke hvidt papir fra printeren. I fugletræet er der palaver. Palaver er et portugisisk ord, palavra, første gang brugt om de indfødtes sprog, parabola, altså en parabel, ligesom de allegoriske historier, Jesus brugte for at få tilhørerne til at indse, hvad han ville have dem til at indse. Parabel er et ord, som hele tiden finder vej ind til mig udefra, det betyder en serie sætninger, som kastes frem, ikke et projektils bane, ord er ikke kugler gennem luft i rette linjer, men lydbølger i luft, som kan størkne sort på hvidt. Nederst ligger angsten. Fugletræets palaver stiger og falder på den mest vidunderlige og infernalske måde, og jeg ved, at blev den forstærket tusind gange, ville den være identisk med det skrig, der findes i Edvard Munchs maleri. Jeg skriger ikke, men går på min bane op til det tomme hus på bakken, det udøver en vanvittig tiltrækning på mig, der ligger en slange på stien, den har slugt sin egen hale. Man skal gå op over bakkerne for at komme til mit hus, mit sammenstyrtede hus, som ikke er mit, men tilhører alle og enhver, der gider sidde foran det. Man skal forbi havernes klondike af hønsebure banket sammen af sengebunde og bølgepap, og forbi de vilde snerler, der gror mellem frugtkasser og brædder, og så videre ind i vildnisset. Det føles godt at sidde foran huset og lege, at jeg bor her, at det er mit digterkontor. Egypterne siger, at verden er de hjemløses hus, der står et komfur inde i køkkenet, der ligger skakbrikker af plastic på køkkenbordet, og der stinker af pis i mit hus. Stien ender her, men hvis man går ned i kælderen og åbner den gule lem vil man se, at stien fører videre og blander sig med en lille bæk, hvor solen blinker i overfladen på en navnløs måde. Menneskenes navne er dråber af syre, der er brændt ind i dem, vi hedder faktisk noget, navnet er en sti, der snævrer sig ind og bliver mindre og løber igennem os, deler sig og fortsætter ind i skoven. Stier er smalle, men de findes og løber videre og fører steder hen. Der er et stort hul i gulvet oppe på første sal i mit hus, og de planker, der bærer gulvet, er rådne, fordi det regner ind gennem taget. En fugl synger i en gyvelbusk, og der står et gammelt mandeltræ og ribsbuske foran mit hus. Døren er mørnet, men den kan stadigvæk åbnes og lukkes. Det er en blå dør. Det er en dør malet med den maling, som tiden maler med, og den er misundelsesværdig dum, den kan kun stå åben eller være lukket. Noget har plantet mig her ved siden af stien, som et mandeltræ fuldt af skarpladte skud, men hvad skulle jeg kunne ramme herfra? Du ligger og læser inde i sengen, og det er fristende, og slimhinder mødes, og vi siger farvel, jeg kører ned for at købe fisk sammen med børnene, ekspedienten ligner en, der laver pornofilm med dyr, hun har i hvert fald en enorm doberman liggende ved sine fødder, som hun ser forelsket på. Vi køber også et citrontræ og bærer det op på anden sal. Hume siger, at billedet af verden ikke er verden, det er et billede, men verden er ikke summen af menneskers billeder af den. regnen er ligeglad, den tænker tilsyneladende ikke på andet end at falde, og vi siger ingenting. Angstlys hvirvler ind under skyerne og dækker fremtiden med pulveriserede menneskeknogler. Husene bliver hu
rtigt slidt af jordskorpen, og jorden opsluges af solen om 4,5 milliarder år. Set fra uran 238‐isotopens synspunkt er det snart.


MÅ SORT DRENG DØ REN

Må sort dreng dø ren
Forlag: Arena, 2009
Omslag: Eli Lund

“Må sort dreng dø ren” er en bog skrevet med hjerteblod. Teksten er således delvist genereret ud fra en udskrift af forfatterens dna-profil. Det menneskelige genom noteres med bogstaverne a, c, g og t, og den sekvens fra forfatterens dna-profil, der løber i bogen, er fra et felt, der hedder ”Opoid receptor mu1”, og som er den receptor, der regulerer smerte og lyst i hjernen. Med andre ord danner sekvensen den plantegning og de byggeklodser der skal til for at bygge en bestemt del af digterens hjerne. Og alle andres.

 

Dette er sekvensen – Opoid receptor mu1 – som bogen delvist er generet ud fra:

ctcttcggaa cttcctggtc tgtatgtgat tgtcaggtaa
ggaaagcgcc aggctccgag cggaggttca gcggcttaag
ggggtacaaa cacacaccta actcccaagg ctcaatgttg
ggcgggagga tgaaagaggg gaggtaaact ggggggacta
tggaggagac cacggacagt tattatttct atgagaaaac
ctacttttct gttttttctt caactgataa agaaagaatt
caaaatttca ggagcagaga agttgctttg gtaaaagcta
caaatgtcta ggggtggggg gcggagggaa gctatagcat
agattgagac gcactacccc tagacatttg tagcttttac
caaagcaact tctctctgct cctgaaattt tgaattcttt
ctttatcagt tgaagaaaaa acagaaaagt aggttttctc
tcatagaaat aacaatcact gtccgtggtc tcctccagag
tccccccagt ttacctcccc tctttcatcc tcccgccaac
attgagcctt gggagttagg tgtctctttg taccccctta
gccgctgaac cctccgctcg gagccctggc gctttcctta
cctgacaatc acatacatga ccaggaagtt tccgaagagc
cccaccacgc acacgatgga gtaaagccca

  

 

Tegnsalat og poesi
Af Ida Benche

Må Sort Dreng Dø Ren (Arena, 2009) er et biopoetisk eksperiment, et stykke konceptuel poesi, der undersøger forholdet mellem genetisk information, semantisk støj og poetiske betydningsdannelser. Bogen udfolder sig som omkring tre forskellige slags tegnsfærer: forfatterens eget DNA, arbitrær ‘tegnsalat’, og endelig mere traditionelt meningsfulde strofer. Som mange andre af Søndergaards litterære eksperimenter tager værket udgangspunkt i oulipo-lignende restriktioner. Den iøjenfaldende titel Må Sort Dreng Dø Ren er således et anagram over forfatterens eget navn, og værkets tekster er bygget op omkring Søndergaards DNA-profil, her oversat med det såkaldte ‘genetiske alfabet’, der repræsenterer sammensætningerne af de kvælstofholdige baser, som findes i et givent stykke genetisk information: adenin (A) og guanin (G), thymin (T) og cytosin (C). Værkets indholdsside reguleres altså ud fra et dobbelt regelsæt: på den ene side anagramets ganske arbitrære sproglige begrænsninger, og på den anden side det menneskelige genoms specifikke, biologiske data. Begge leder de desuden meget resolut tilbage på digteren selv: en mutation af hans navn danner værkets titel, imens hans blod analyseres for at levere digtenes semantiske byggesten. Må Sort Dreng Dø Ren effektuerer et sammenfald mellem poesi og biologi, og fra denne hybride position italesætter værket skæringspunkter mellem information og identitet. Søndergaard har ladet sit eget DNA bestemme via en blodprøve, og har altså på ganske bogstavelig vis ofret noget af sig selv for poesiens skyld. Helt i tråd med en romantisk poesiforståelse er Må Sort Dreng Dø Ren et slags afskrift af digterens indre liv, og det er nok ikke nogen tilfældighed, at den genetiske tekst, der figurerer i værket stammer fra ‘Opoid receptor mu1’ – den receptor, der regulerer smerte og lystfølelser i kroppen. Må Sort Dreng Dø Ren forener Søndergaards alfabetiske navn med hans genetiske, og udfolder en slags ekstrem autobiografi, et uhyre intimt selvportræt over digterens emotionelle indre, her på noget utraditionel vis orkestreret omkring genetiske kompositioner.

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at selvom vi alle er i besiddelse af vores egen genetiske kode, så er det samtidig en kode, der udviser ganske små variationer i forhold til andres DNA-profiler. Værkets ved første blik intime konceptuelle udgangspunkt viser sig også at være en almen fortælling om næsten identiske arvemasser, der ikke blot forener på tværs af mennesker, men også på tværs af arter. Vi deler ca. 80 procent af vores gener med mus og rotter, ligesom vi deler omkring 25 procent genetisk materiale med træer.

Må Sort Dreng Dø Ren udgøres af sytten digte, der hver især er et delt op i (mindst) to forskellige slag sprog: tegnmæssig støj, og meningsfulde sætninger. Forskellen på disse medieres af en henholdvis grå og en sort tekstfarve, der dog hurtigt viser sig at være særdeles flimrende og ustabil. Konstant rykker støjen ind i sætningerne og opløser deres sammenhængende udtryk, ligesom hele ord glimtvis siver ud i den omkringliggende støj, og skaber et tilflugtsted for mening midt i et tilsyneladende semantisk kaos af løsrevne tegn. Her er det interessant at bemærke, at selvom det nu er muligt at nedskrive det menneskelige genom, så er det ikke ensbetydende med, at vi er i stand til at tyde det i dets helhed. Kun en forsvindende ca. 2 procent af vores arvemasse består af kodet DNA, resten udgøres af ikke-kodet, såkaldt ‘junk DNA’, hvis funktioner i vores organisme er langt fra videnskabeligt afklarede. Må Sort Dreng Dø Ren er et sprogligt (selv)portræt af ‘.o~>”, g et. o”’’’’.denne levende støj / plaskende perfekt som glitrende slim -% ‘5 ; (s. 9), et livligt ‘skummende i.d.!> /’, hvis digte opfører de generative bevægelser, der finder sted i vores organismes allermindste byggeklodser. Den ‘uorden’, der findes i vores kroppe er også det generative potentiale, der sender evolutionen videre i en fortløbende tilblivelse mod genetiske koders endnu ukendte muligheder: ‘o videre som vorden en uorden.. . s o M …….”.’ Også sprogets udvikling – og poesiens især – er afhængig af grænseoverskridende bevægelser ind mod ikke-kodede betydningssfærer.

Må Sort Dreng Dø Ren opstiller (digter)jeget som en ‘genstand i tvivl’ (s. 13). Ved at give genometes særlige alfabet en plads i en poetisk tekst, og ved at sammenblande genetisk information med semiotiske systemer sår værket tvivl om det stof, et sprogligt subjekt er gjort af. Digtene foretager en kritisk dekonstruktion af den konventionelle opfattelse af sprog som et resultat af menneskelig bevidsthed. I Må Sort Dreng Dø Ren er det ikke muligt at opretholde en klar grænse mellem kroppens genetiske informationssystemer, og digtenes abstrakte betydningsdannelser.

Kroppens organiske stoflighed tilhører ikke en tavs, ahistorisk materialitet, men derimod et summende konglomerat af inter-artsmæssige forbindelseslinjer, samt millioner af års evolutionære udvekslinger mellem koder og ‘fejlkoder’. Og som evolutionen har lært os, så har disse ‘fejl’ ofte vist sig at være uundværlige for arters fortsatte udvikling og overlevelse. Kroppe er temporære genetiske resultater af evolutionære forhandlinger med biologisk information, og menneskets er blot én af disse forhandlingers midlertidige form. På samme måde er menneskets særligt symbolske tegnsprog blot én mulig måde at indskrive sig i verden – såvel som i digte – på. De betydninger, der findes i verdens stoflighed lader sig ikke udelukkende indløse af menneskelig bevidstheder, men findes og virker i verden også upåagtet os. Verden er mere og andet end de idéer, vi gør os om den.

Vores levende kroppe, såvel som vores tænkende, talende bevistheder er resultater af konfigurationer mellem det materielle og det diskursive. Eller endnu bedre: vores eksistens bevidner et kollaps i forskellen mellem krop og bevidsthed, mellem stof og information. I Må Sort Dreng Dø Ren er autobiografien eller selvportrættet ikke så meget en afbildning af identitet, men en performativ opførelse og poetisk videreførelse af de semiotisk-materielle tilblivelser, der virker i os, imens vi virker i verden.

 

 

 


ET SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Et skridt i den rigtige retning
Forlag / år: Borgen, 2005
Omslag: Andreas Brøgger

“Et skridt i den rigtige retning handler om at gå og falder i fire store sammenhængende sange eller cantos, der afsøger gangen eller vandringen som social aktivitet, som kærlighedshandling, som forudsætning for tanken og ikke mindst som inspiration for kunst. Centralt i digtsamlingen står et langt episk digt om Orfeus og Eurydike.”

I forbindelse med udgivelsen lavede jeg en udstilling som blev vist på Gl. Holtegaard 2006. (se video nedenfor fra udstillingen)

 

 

 

 

https://www.youtube.com/watch?v=57g5CXztK0c

 

 

 

 

 

 

Tekstuddrag:

VADEMECUM

forfra. Først ligger vi lidt og sunder os, det er i grunden helt

i orden
efter alt det vi har været igennem. Men så prøver vi alligevel at rejse os, vi siger:

Kom så, vi skal op at stå, så står vi op, siger vi: Stå så op! Og vi prøver,
men vi falder tilbage, kommer alligevel op på albuerne, til sidst op på knæene,

og efter et stykke tid er vi oppe. Så står vi og svajer
og prøver at vænne os til situationen,
tager de første prøvende skridt, men så falder vi og vi rejser os og falder og sådan bliver det ved længe.
Efter et stykke tid kommer vi faktisk i gang, og vi vakler og vi snubler og vi falder, det gør
ikke noget for vi rejser os igen og genvinder balancen. Men så falder vi og bliver liggende for en tid
og får os trukket hen til sengen og ligger lidt der. Efter et stykke tid rejser vi os og går hen
til køleskabet og åbner det, og tager mælk ud og går hen til bordet og sætter os der.
Så hælder vi mælk ud over cornflakes og lidt efter rejser vi os
og går ud på toilettet og sætter os.
Og så rejser vi os og så går vi ud på gaden og ind i bussen og så sætter vi os. Så går vi på arbejde
og sætter os ved computeren, men den går ned, så efter et
stykke tid går vi hjem
og lægger os. Så sover vi og så vågner vi. Og så får vi det forkerteben ud af sengen, og dagen
løber fra os, og solen står op og solen går ned og ikke omvendt. Vi føler, at vi ligesom
ikke rigtig kan få et ben til jorden, at verden bare går sin
gang uden os,
og det er en ørkenvandring, og vi ved ikke rigtig, hvor vi skal begynde og hvor vi skal slutte.
Og vi begynder ikke og vi slutter ikke, men vi prøver alligevel at sætte hælene i. Vi prøver at tage os sammen,
vi må lidt længere frem i skoene, i stiletten, vi ved det godt, siger vi til os selv, men vi kan ikke overskue det.
Vi arbejder og arbejder, står op før fanden får sko på, og vi prøver at gå videre, hele tiden videre,
prøver ikke at falde igennem, at finde fodfæste,
at stå på egne ben.
Men så falder vi, falder og falder, og der ligger
vi, og det er ikke til at komme uden om,
og vi prøver at komme til kræfter. Vi tager mod til os og rejser os op, for vi må blive ved,
vi må ikke gå af vejen for noget, men vi går af vejen, vi falder af på den, og efter et stykke tid
går vi død, vi lader stå til, vi bliver bitre og
ondskabsfulde og ikke til at omgås.
Vi er gået bag om dansen, vi er færdige, trætte og føler os forbigået. Vi falder om og bliver liggende.
Vi bliver gamle og dør. Vi afgår ved døden. Eller: Døden indtræder.Nej: Vi går bort. Ja: Vi falder simpelthen væk. Og vi bliver lagt i jorden og bliver liggende,

liggende, liggende, liggende, liggende, liggende, liggende og efter et stykke tid

går vi i fordærv og til sidst går vi i opløsning. Og solen står ned og går op
(ikke omvendt blev der jo sagt), og i havet går encellede plankton sammen i stadig mere komplekse organismer og de går i ét

og efter et langt stykke tid
bliver de til fisk der får ben og går på land, og et par aber rejser sig, og stadig mere komplekse
bevidstheder opstår og de begynder at gå og sige „vi“. Og vi dasker og driver og drysser og defilerer og flanerer og gakker og jokker og jakker og jogger og lister og lunter og promenerer og sjokker og sjosker og slentrer og spadserer og spankulerer og stavrer og stepper og stolprer og storker og stylter og trasker og tripper og trisser og truller og tusser og tøffer og vader og vandrer og vralter
og vi samler os i grupper og i samfund og i omgangskredse og vi går i skole og på universitet,
hvor nye banebrydende opdagelser gøres, nye ideer opstår,
og kunsten
går sin egne veje, gør stadig nye landvindinger og snart er vi
en hær af foregangsmænd
som kommer med i noget crossover-avantgarde, der ikke vil stå tilbage for nogen.

Og med stormskridt træder vi over tærskler til nye årtusinder, vi går stolte tider i møde.
Vi udvider og krydser grænser, til fods, til lands og i luften, vi sætter os

i strålende maskiner, og vi, menneskeheden, vi, de stolte, de retfærdige, vi invaderer, vi angriber,
vi farer løs på og dræber og vi sejrer! Efter et stykke tid kommer vi hjem fra vellykkede felttog, og vi afholder parader
og går stolte gennem triumfbuer. Og vi sætter os på velfortjente sejrsskamler, vi sætter os på troner
og ved forhandlingsborde og der bliver vi siddende. Der sidder vi, siddende og siddende,
sparkende vores forgængere ned, klynger os til taburetterne,
og det der skulle have
været en overgangsregering bliver en holmgang og selv om vi indgår kompromis efter kompromis
mister vi vores støtter én efter én. Efter et stykke tid er vi slidt ned til sokkeholderne, vi er på hælene,
vi træder ved siden af, vi løber sur i det, vi spænder ben for os selv og nogen trækker gulvtæppet væk under os
og vi taber et skridt og vi føler, at vi er kommet ud på en glidebane, men vi bliver siddende og siddende,
mens folket rejser sig. Det marcherer, folket, i kilometerlange demonstrationstog, det fylder pladserne med råb og bannere
og sit-inns. Og vi svarer igen med skattelettelser
og tåregas og udgangsforbud, indtil også vi ryddes af vejen.
Vi må træde tilbage

og vi går ned med flaget, helt ned, vi går til grunde. Og vi ligger som vi har redt.
Vi går til bunds. Vi går rabundus, i hundene, fra snøvsen
og langt senere vågner vi

på bænke, i parker, i papkasser, i affaldscontainere.
Og vi sunder os, mens vi prøver at tage os sammen. Vi sætter foden ned. For vi ved godt,
at vi ikke kan blive ved med at stå i stampe. Vi ved godt, at vi er gået for vidt.
Vi ved godt, at vi er gået over stregen, og vi vedgår det gerne. Vi sidder der mellem alle de flasker og poser med tøj,
og der er gået ild i noget pap. Vi sidder stille længe, og så rejser vi os, og så sætter vi os igen, og så rejser vi os,
og så falder vi om, vi bliver liggende, for vi ved jo godt hvor skoen trykker; men life goes on, som man siger,
vi må videre, vi må væk og vi går på landevejen, går og går på må og få. Vi sover på herberger og vandrehjem
og gør kun langsomme fremskridt. Vi vil jo nødigt træde nogen over tæerne.
Men så begynder vi at komme på omgangshøjde med situationen og vi finder et sted at stå.
Vi udvandrer og vi indvandrer og vi bliver anholdt for noget kriminalitet og vi bliver løsladt
og anholdt igen og sat i fængsel og prøveløsladt
og vi finder steder at gå hen. Først et skur, så en trappeopgang, så et værelse, så iskolde lejligheder, hvor kulden
går gennem marv og ben.

Men vi får opholdstilladelse og nyt pas. Og nogen ringer for at høre, hvordan det går, og vi siger:

Jo tak, det går da. Og efter et stykke tid siger vi: Nu går det godt. Vi siger: Hovedet op og benene ned,
stille og roligt, siger vi. Vi siger: Vi er begyndt at falde til. Snart siger vi, at vi lever i bedste velgående.
Og efter et stykke tid siger vi: Det går fremad, gør det, og nu
må vi løbe, siger vi,
for der er gang i butikken. Efter et stykke tid er vi klar
til at stå inde for identitet og skonummer. Vi er parate til at træde ud i livet, friske og unge er vi blevet.
Vi undergår forvandlinger og begynder at gå til bowling
og karate. Og vi ringer til nogen for at høre,
hvordan det går, og vi begynder at gå ud om aftenen og vi siger: Jeg bliver lidt forsinket, du, jeg er på gå-ben,
det er så sundt at gå en tur, det klarer tankerne.
Og efter et stykke tid begynder vi
at gå til gåhjemoplæsninger af digte og til noget italiensk og til kapgang. Vi går
egentlig og har det godt. Vi træder i karakter, vi går glade på
job og vi afspadserer,
og om lørdagen går vi ud og køber ind. Vi skal huske at have noget kød og mælk og danskvand og juice og ristede løg og gulerødder og de der små rektangulære blokke som man
kommer i opvaskemaskinen og selleri og skosværte og olivenolie og bacon og sennep og karse og rugbrød og franskbrød og

en poulard og en flaske årgangsvin og vi skal også huske nogle æbler.

Og vi går og nynner mens vi rydder op derhjemme og radioen går, og tiden går stærkt, den farer af sted,

og vi kan næsten ikke nå alt det vi gerne vil, vi bliver stressede og om tirsdagen går vi til badminton
og om torsdagen rejser vi til Santiago di Compostela. For vi har fået gåpåmod og vi køber noget nyt tøj

og går på diskotek og gir gerne en omgang. Og vi går ud med hinanden og det går bare, det går,
skridt for skridt, det går slag i slag, vi går på livet løs. Vi gør fremskridt og vi kan ikke stå for de der smilehuller

og den kavalergang eller det der hår på armene og de hænder og den måde at klæde sig af på og vi falder pladask for hinanden. Vi falder
og falder og ligger i sengene og der bliver vi liggende så længe som muligt, liggende mellem ben

og præpositioner: Op og ned og ind og ud og ind og ud og op og ned og ud og ind og ud og ind igen.
Vi mærker safterne stige og lysten og rejsningen ooooog så kommer vi, åh

hvor vi kommer og vi går og vi kommer
og går og kommer igen og vi lægger os sammen og den går på os, samtidigt. Vi går lange
ture langs havet med hinanden i hænderne. Og vi går ud
og spiser på små hyggelige restauranter. Og vi spiser østers og asparges og drikker champagne og vi har aldrig været så lykkelige – it goes without saying – det er som om

tiden bare står stille og vi går i biografen og begynder at gå hinanden lidt på nerverne, men finder sammen igen.

Og en af os bliver gravide og går og kaster op og dagen efter går vi til lægen og kommer glade hjem og går på barsel
og går efterhånden lidt som en and. Vi går tiden ud og går over tiden og går og venter, venter og venter,

og vi er ved at gå ud af vores gode skind. Men så går vandet
og det blev en pige eller det blev en dreng eller det blev begge dele, og efter et stykke tid
og en stuegang går vi hjem, for nogen skal gå det hele igennem igen: Det første skridt, det sidste,
helt fra barnsben af, skolegang, bersærkergang, rettergang, undergang og gennem hvert evig eneste udviklingstrin.
Det er for meget og vi går død. For vi føler at vi ligesom er
kommet under tøflen, vi kommer i overgangsalder
og vi går fra hinanden og hen til hinanden igen og fra hinanden igen og hen til hinanden og råber: Så skrid da.
Og vi råber: Gå din vej, dit svin, og vi går vores vej, for vores forhold er gået i stykker og vi er gået i stykker
og vi sætter os et stykke tid for at prøve at forstå, hvad det var
der gik galt. Men vi forstår det ikke, så vi går til psykolog
og til psykiater og til apoteker. Men efter et stykke tid så går vi mere og mere op i limningen,
og så står vi der midt i livet og det går ad helvede til og vi går ad helvede til og kommer ikke tilbage. Vi går helt ned og vi går helt, helt ned og så går vi lidt hen og til siden og længere ned og til siden og op og hen og ud igen og ind igen

og tilbage og ud igen og vores sko er slidte. Så går vi på grund og vores liv løber fra os.
Det løber ud i sandet, men efter et stykke tid erkender vi, at vi må hjælpe hinanden på benene igen.
Og så får vi igangsætterydelse. Og vi oplever opgangstider og nedgangstider og vi oplever nye opgangstider
og nye nedgangstider og så videre. Og efter et stykke tid får vi modgang og går neden om og hjem igen
og så er vi ved at gå amok. Men vi kommer på fode igen, for nu har vi efterhånden en del erfaring i den slags.
Vi kan bare det der. Nu går vi kun den lige vej. Vi følger kun logiske og klare tankegange.
Skal vi gå i gang? siger vi, vi siger: Følg venligst med her, ja tak, det er Dem, vi taler til.
Følger De overhovedet med i hvad der foregår? Efter Dem, ja, værsgo, kom med mig, det er denne vej, den lige,
og så begynder vi


FEDTDIGTE

Fedtdigte
Forlag/år:
Brøndums Forlag, 2004
Omslag: Christian Lemmerz

Fedtdigte er en bog der består af 500 år fordelt på 28 sider. 28 hardcore digte som rammer direkte ned i køn, krop og sprog. En slags nøgtern og vild skrift der har skrællet alt overflødigt fedt af teksterne og kogt det ned til maggi-terninger af voldsom poesi.
FEDTDIGTE er trykt i 200 eksemplarer, i hver bog sidder en original radering af Christian Lemmerz.

Bogen er håndtrykt i Pietrasanta, Italien på 270 g Modililani-papir.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


AT HOLDE HAVET TILBAGE MED EN KOST

At holde havet tilbage med en kost
Forlag/år: Borgen, 2004
Omslag: Andreas Brøgger

Kortprosatekster om skæbnens uforudsigelighed til alle tider og på alle steder, hvor mennesker siden tidernes morgen har færdedes


VINCI, SENERE


Vinci, senere

Forlag / år: Borgens Forlag, 2005

I Morten Søndergaards digtsamling Vinci, senere fra 1998 bliver læseren præsenteret for en blanding af barndomserindringer, absurditet, øjebliksbilleder og ikke mindst tanker om Italien, som forfatteren har et nært forhold til.

 

 

 


TINGENES ORDEN

Tingenes orden, roman
Forlag / år: Borgens Forlag, 2000
Omslag: Andreas Morgenrødt

Ikaros er på vej ind i Glemselsministeriet, da stormen river en tagsten løs. Ikaros kommer på Rigshospitalet med kraniebrud og omvendt hukommelsestab. Han husker pludselig alt for meget og befinder sig igen i sin barndoms labyrintiske huse.

Ikaros’ erindringer begynder at materialisere sig, så han knap kan være i sin lejlighed for udstoppede ugler, gamle tv-apparater, søheste og andre ting, han næsten havde glemt. For at få fred fra sin kværnende hjerne og den voksende uorden går Ikaros omkring i Københavns gader. Men en dag flytter Alice ind i lejligheden overfor. Alice kan få Ikaros til at glemme, både mængden af ting og historiens velkendte slutning.

Tingenes orden er en myldrende roman om myte, erindring og kærlighed og en stor varm hjerne, der på kortet hedder København. Om at lade historien slutte anderledes, om hjernens irgange og andre gange, om en kærlighed, der overvinder alt, selv myten.

 

 

 


BIER DØR SOVENDE

Bier dør sovende
Forlag / år: Borgens Forlag, 1998

Bier dør sovende er Morten Søndergaards lyriske gennembrudsværk fra 1998 og en nyklassiker i dansk poesi. Samlingen består af et indledningsdigt og fem længere suiter af digte. Ord fra fysikkens, matematikkens, biologiens og astronomiens verden blander sig med hverdags sprog og mytologiske figurer. Det er en eksistentiel digtning der undersøger de store begreber som erindring, død og tid og lader dem folde sig ud dialog mellem poesi og videnskaben. du sigerbier dør sovende,nej de styrtertil jordenramt af en hjerneblødning,der er formodentlig honninginde i væggenog de kommer tilbageår efter år