BAKKEHUSALFABETET
(forord fra udstillingsudgivelse, se pdf nederst)
Omslagsfotografiet er fra Holland House Library, London, 1940. Det er med tiden blevet et symbol på læsernes stædighed. Måske er en kulturs inderste frygt, at dens biblioteker brænder, at dens viden og historie går op i røg. Og dét, kulturen forhåbentlig brændende ønsker, er, at nogen bliver ved at bære dens viden og historie med sig på trods af røgen og mørket. Eller er det for stor tiltro at have til en kultur? Kultur udgøres af individer, og nogle af disse individer er læsere. Hvem er de tre læsere på fotografiet? Ingen ved det, man ved kun, at billedet er taget, efter at biblioteket blev udsat for et bombeangreb den 22. oktober 1940. Holland House Library findes ikke mere. Men bøgerne og deres læsere mødes i bibliotekerne, hvad enten de er udbombede eller intakte. Taget er blæst af, de forkullede spær danner et stort X midt i rummet, der står en laset stol mellem murbrokkerne, der ligger resterne af et skab og de stiger, man har brugt til at nå de øverste hylder med, ligger hulter til bulter. En dør står åben ind til et andet rum i biblioteket. Det virker, som om, der er stille, der er ingen luftalarm, ingen sirener. Et øjebliks ro. Kunne de tre mænd på billedet være forfattere, måske et imaginært møde mellem Joyce, Celine og Kafka, der lige skulle se, om deres bøger var udlånt? Osip Mandelsjtam siger i en tekst om læsning: ”I, brændedepoter, byens sorte biblioteker – vi skal nok læse og kigge i jer. Vi skal nok kigge – og læse.”
Det brænder ikke, ikke nu, og du kysser mig med fremmedordbogens røde mund. Inde i fremmedordbogen bor alt det konkrete, resterne af verden, som rasler rundt på bunden af ordene. Fremmedordbogen er min rejsekammerat. Ufremmed rejser den med mig, den bor i kuffertens etymologiske ro. Jeg slår op i den, og der står: Gérard de Nerval var rædselsslagen for, at hans hus skulle brænde, derfor udvalgte han sig de vigtigste bøger og havde dem stående i en taske ved siden af sin seng. Det var et flugtbibliotek, som han tog med, når det brændte på, eller når han blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Paris.
Hvilke bøger står i dit flugtbibliotek?
Lige siden assyrerkongen Assurbanipals bibliotek af lertavler i Mesopotamien har mennesket udvist trang til at samle bøger i biblioteker. Til bibliotekerne er strømmet læsere, i den forbindelse kaldet lånere, der sidder i bibliotekernes læsesale, i katalogværelser. De flanerer langs hylderne i Bodleian Library i Oxford, New Yorks Public Library og Bibliothèque Nationale i Paris eller det mest berømte, biblioteket i Alexandria. Der er opstået fiktive biblioteker som det i Umberto Ecos roman Rosens Navn eller Borges’ Bibliotek i Babel. Læserne kommer til bogbusser, flugtbiblioteker. De leder i fjernt beliggende sommerhuses bogsamlinger. Min folkeskole var som de fleste i halvfjerdserne nybygget og forstadsdøsig, og skoleinspektøren gav mig følgende skudsmål med, da jeg forlod den: “Morten Søndergaard skal nok en dag, og med de evner, han nu har, finde den rette hylde.” Med andre ord: lagerarbejder. Men på hylderne er der kommet til at stå bøger, og muligvis skyldes det nogle af de oplevelser, der knytter sig til skolebiblioteket.
I skolen var jeg en notorisk uromager og havde derfor valget mellem at opholde mig to steder, når jeg rutinemæssigt blev smidt ud fra timerne: P-klassen eller biblioteket. P-klassen var et sted, man placerede og fikserede urolige elever i perioder. P for periode, p for problem, p for psykologi, p for poesi. I denne filial af det uklassificerbare herskede en magisk stemning. P-klassen var den værste straf, der kunne overgå én, og den, der kom derfra, var brændemærket: Han har været nede i P! Da jeg ofte frekventerede stedet, nød jeg i fulde drag den elektriske og næsten erotiske atmosfære. Her var fred og en højfrekvent ro. Der sad man i den dybt brummende eftersidningstime og læste.
De timer, som jeg oftest måtte forlade i utide, var tysktimerne. Men tysklæreren smed mig hen på biblioteket, for han var også skolens bibliotekar og noget så usædvanligt som et fint menneske. Skolebiblioteket var lille, men også dér herskede en særlig form for ro og fortrolighed. Der kunne man være. Og her forvandlede tysklæreren sig til en venlig onkel, der lod mig gå til hånde og sætte bøger på plads, stemple lånerkort med et datostempel monteret i en lille holder på en kuglepen. Her var våbenhvile i krigen med de øvrige lærere. Her kunne man gå på opdagelsestogt mellem bøger, tage en tilfældig ned fra hylden og bladre i den. Pludseligt stod jeg med J.P. Jacobsens Arabesk til en Haandtegning af Michelangelo, og gulvet gyngede. Her var opgaver, man kunne udføre, bøger, der skulle alfabetiseres, kort, der skulle sorteres efter dato. Blandt bøgerne var der en serie med Berømte mordsager, Berømte seriemordere, Uopklarede forbrydelser, som jeg slugte. Det var ren pulp fiction bortset fra, at det ikke var fiktion: kornede og uskarpe fotos af helt almindelige huse i nybyggede forstadskvarterer, billeder af familiefædre og anonyme dagligstuer, som ledsagede beskrivelserne af grusomme drab. Helt almindelige steder og helt almindelige huse med græsplæner. Biblioteket blev det sted, jeg kunne få vejret, et helle, som jeg opsøgte, så snart jeg kunne. Alle frikvarterers omdrejningspunkt. Ethvert påskud for at komme derhen blev taget i brug. Hvad var det, jeg fandt? En stemning og en følelse af plads til alle sider. Bag skranken sad den forvandlede tysklærer og gjorde det bedste, han kunne gøre. Han lod mig læse.