OLIVENLUNDEN

OLIVENLUNDEN

Olivenlunden er små jævnlige og ujævnlige lydpostkort fra mit bjerg. De er auditive glimt af hvad jeg går og laver, når jeg er her. Og for tiden så er jeg i den grad her, pr. dekret og i isolation som resten af Italien. I Olivenlunden kan man møde bier, træer, mennesker og tanker. Stykkerne er tænkt som lydbilleder, som man kan lyttet til med et halvt øre, et skærpet øre eller bruge til at falde i søvn til. De er meditationer fra et ganske særligt sted i verden, som jeg gerne vil dele med andre.

 

 

 


SPEOS

SPEOS

“NÅR MAN HÆNGER DÉR, 30 METER OVER EN RIVENDE UNDERJORDISK FLOD VED NAVN STYX”

Sådan lyder det i begyndelsen af Speos. Det er en sci-fi-dokumentar: en person er landet på et bjerg et ukendt sted. Hans mission er at begive sig ind i bjerget gennem et enormt underjordisk gangsystem for at finde frem til det, nogen har kaldt stilhedens kammer – et kammer, som ligger dybest inde i bjergets mørke.

Speos består af faktiske optagelser fra denne huleekspedition, som danner grundlaget for en musikalsk-poetisk lydrejse; en lydrejse, der er udgivet i sten – speosbjerge.

“JEG MÅ INDRØMME AT JEG FAKTISK OVERHOVEDET IKKE ANER HVAD DER VENTER”

UDGIVELSE OG EVENT

LYDSTENENE BLIVER TIL

CREDITS
SPEOS ER SKABT AF JAKOB SCHWEPPENHÄUSER, EMIL THOMSEN & MORTEN SØNDERGAARD
EKSPEDITION VED MORTEN SØNDERGAARD
GRAFISK DESIGN VED JAKOB SCHWEPPENHÄUSER
STEN-INTERFACEDESIGN VED JONAS R. KIRKEGAARD
BJERGFOTOGRAFIER VED PER BAK JENSEN: “BJERG” (2011) OG MORTEN SØNDERGAARD
STENFOTOGRAFIER VED KRISTINA GREEN BONNE

TAK TIL ANDREA BENVENUTI, MASSIMO GENOVESI, PIERO SPADACCINI, MASSIMILIANO BACHELLI, ANDERS BOLL, JAKOB ERLAND, ANNA MARIA ORRÙ, MARIE KOLDKJÆR HØJLUND OG MARIANNE TOFT

PROJEKTET ER STØTTET AF STATENS KUNSTFOND


HJERTETS ABE SPARKER SIG FRI

Hjertets abe sparker sig fri
CD, Geiger Records, 2007

Albummet er lavet sammen med Jakob Schweppenhäuser og Emil Thomsen.
Hjertets abe sparker sig fri modtog Lyt-til-nyt-prisen i 2008.

Fordyb dig i albummets univers her >…


THE SOUND OF MY ROOM

The sound of my room
Hormuz Mentor Records, 2016

The sound of my room is a recording of my room made in Copenhagen on the 1st of February 2014 in the late afternoon.

Present in the background was Klaus Q Hedegaard Nielsen, Agathe Søndergaard Helle, Mogens Kjeldsen, Emil Thomsen and Kenya the Cat.

The recording and work around the suture is inspired by this text by Rainer Maria Rilke  (se below, Danish)


Info:

12″ Heavy weight – Snow White 180g Vinyl Record
Recorded by Emil Thomsen, ET Mastering
Cover design by Åse Eg Jørgensen
250 signed and numbered editions
150 kr. / 12 € + postage
Hormuz Mentor Records 001

 

Rainer Maria Rilke

Ur-lyd
På dansk ved Karsten Sand Iversen

Da jeg gik i skole, kan fonografen først være opfundet for ganske nylig. Den stod i hvert fald i centrum for den offentlige forbavselse, og det kan være forklaringen på at vores fysiklærer, en mand med hang til alle slags utrættelige hobbyarbejder, vejledte os i at sætte sådan et apparat dygtigt sammen af det mest håndgribelige tilbehør. Dertil krævedes ikke mere end det jeg remser op i det følgende. Et stykke nogenlunde bøjeligt pap, bøjet sammen til en tragt hvis snævreste runde åbning man straks klæbede til med et stykke uigennemtrængeligt papir af den slags man plejer at bruge til forsegling af glas med henkogt frugt, idet man således improviserede en svingende membran i hvis midte der, med næste greb, blev stukket et hår fra en nogenlunde stiv klædebørste, så det stod lodret nedad. Med disse få ting var den ene side af den hemmelighedsfulde maskine fremstillet, modtager og videregiver stod i fuldt beredskab, og det gjaldt nu bare om at lave en optagende valse som kunne drejes ved hjælp af en lille krumtap og skydes tæt hen til den optegnende stift. Jeg husker ikke hvad vi fremstillede den af; der blev fundet en eller anden cylinder som vi, så godt eller skidt det nu ville lykkes os, overtrak med et tyndt lag kertevoks der knap var afkølet og størknet før vi, med en utålmodighed der var taget til på grund af den presserende klæben og samlen, og mens den ene skubbede den anden til side, anstillede prøven på vores foretagende. Man vil uden videre kunne forestille sig hvordan det gik til. Hvis nogen talte eller sang ind i lydtragten, overførte stiften der sad i pergamentet, tonebølgerne til den modtagelige overflade på rullen der langsomt drejede forbi den, og lod man straks derefter den ivrige viser følge sin egen vej igen (i mellemtiden fæstnet med en fernis), så skælvede, slingrede den klang der lige havde været vores, tilbage mod os fra papirskræmmerhuset, usikkert ganske vist, ubeskriveligt stille og forsagt og sine steder svigtende. Hver gang var virkningen den mest fuldkomne. Vores klasse hørte ikke ligefrem til de roligste, og der kan ikke have været mange øjeblikke hvor den, i fællesskab, var i stand til at opnå en tilsvarende grad af stilhed. Fænomenet var og blev jo også overraskende, ja, i egentligste forstand rystende, fra den ene gang til den anden. Man stod på sin vis over for et nyt, endnu uendelig sart sted af virkeligheden hvorfra noget langt overlegent og dog usigelig begynderagtigt der ligesom søgte hjælp, talte til os, børn. Dengang og gennem årene troede jeg at netop denne selvstændige, af os aftappede og udenfor opbevarede klang ville være uforglemmelig. At det gik anderledes er årsagen til denne optegnelse. Det var ikke den, ikke tonen fra tragten, der var fremherskende i min erindring, skulle det vise sig, mens jeg derimod huskede de tegn der var indridset i valsen, som langt mere ejendommelige.

Fjorten-femten år kunne der være gået siden den skoletid da dette en dag stod klart for mig. Det var i min første tid i Paris, jeg fulgte med temmelig stor iver anatomiforelæsningerne på École des Beaux-Arts, og her syntes det ikke så meget at være musklernes og senernes mangfoldige fletværk eller de indre organers fuldkomne aftale der tiltalte mig, som tværtimod det aride skelet hvis beherskede energi og elasticitet allerede da var blevet synlig for mig i kraft af Leonardos blade. Hvor meget jeg nu end brød min hjerne med den arkitektoniske helhed – var den for meget for mig; min betragtning samlede sig gang på gang til en undersøgelse af kraniet hvori, så at sige, det yderste som dette kalkholdige element kunne anspænde sig til, forekom mig at være præsteret, som om det netop her var blevet overtalt til at anstrenge sig betydeligt til en afgørende tjeneste for at tage noget til syvende og sidst dristigt, i den trange indespærring atter grænseløst virkende i sin fastere beskyttelse. Den fortryllelse som dette særlige, mod et fuldstændig verdensk rum aflukkede hylster udøvede på mig, gik til sidst så vidt at jeg anskaffede mig et kranium for nu også at tilbringe mangen nattetime med det; og som det altid går mig med tingene: det er ikke kun den bevidste beskæftigelses øjeblikke der har gjort mig mærkværdigt fortroligere med denne tvetydige genstand – min fortrolighed med den skylder jeg uden tvivl for en vis del det strejfende blik hvormed vi uvilkårligt undersøger og opfatter de vante omgivelser hvis de har blot nogen forbindelse med os. Et sådant blik var det jeg pludselig standsede i dets forløb og indstillede nøjagtigt og opmærksomt. I kertens ofte så ejendommeligt vågne og indbydende lys var kronsømmen netop blevet helt påfaldende synlig, og straks vidste jeg også hvad den mindede mig om: et af de uglemte spor som engang blev ridset ind i en lille voksrulle af spidsen af en børste!

Og nu ved jeg ikke: er det en rytmisk egenhed ved min fantasi at en trang til at bruge denne i sin tid uformidlet iagttagede lighed som afsæt for en hel række enestående forsøg gang på gang siden da stiger op i mig, ofte med årelange mellemrum? Jeg indrømmer straks at jeg hver gang denne lyst meldte sig, har behandlet den med den strengeste mistillid – kræves der bevis for det, må det ligge i den omstændighed at jeg først nu, igen mere end halvandet årti senere, beslutter mig til en forsigtig meddelelse. Jeg har heller ikke mere at anføre til fordel for min indskydelse end den stædige tilbagevenden hvormed den, uden sammenhæng med mine øvrige sysler, snart her, snart der, har overrasket mig under de forskelligste forhold.

Hvad er det da der gang på gang foreslås mig i mit indre? Det er dette:

Kraniets kronsøm (hvilket nu i første omgang burde undersøges) har – lad os antage det – en vis lighed med den tæt bugtede linje som stiften på en fonograf indgraverer i den modtagende roterende cylinder. Hvad nu hvis man narrede denne stift og dér hvor den skal lede tilbage, dirigerede den hen over et spor der ikke stammede fra den grafiske oversættelse af en tone men noget i sig selv og naturligt eksisterende – godt: lad os bare sige det: netop (f.eks.) kronsømmen ville være – : Hvad ville der ske? Der måtte opstå en tone, en tonerække, en musik …

Følelser – hvilke? Vantro, generthed, frygt, ærefrygt – : ja, hvilken af alle de her mulige følelser? forhindrer mig mon i at foreslå et navn for den ur-lyd der her skulle komme til verden …

Lad nu det stå hen et øjeblik: hvilke, et eller andet sted eksisterende linjer kunne man ikke her have lyst til at lægge under og sætte på prøve? Hvilken kontur kunne man ikke så at sige på denne måde tegne til ende for så at føle den, forvandlet, trænge frem på et andet betydningsområde?

I en vis periode hvor jeg begyndte at beskæftige mig med arabiske digte, hvis tilblivelse de fem sanser synes at have en mere samtidig og regelmæssig andel i, lagde jeg for første gang mærke til hvor ulige og enkeltvis den nuværende europæiske digter benytter sig af disse meddelere hvoraf næsten kun den ene, synet, overbebyrdet med verden, bestandig overvælder ham; hvor ringe er derimod ikke det bidrag den uopmærksomme hørelse lader ham tilflyde, for slet ikke at tale om de øvrige sansers manglende deltagelse, idet de kun på afstand og med mange afbrydelser er virksomme på deres nyttigt indskrænkede områder. Og dog kan det fuldendte digt kun opstå på betingelse af at den med fem løftestænger samtidigt angrebne verden under et bestemt aspekt træder frem på det overnaturlige plan som netop er digtets.

En kvinde der hørte noget sådant fremført under en samtale, udbrød at denne alle sansers vidunderlige, samtidigt indsættende kvalifikation og præstation jo ikke var andet end kærlighedens åndsnærværelse og nåde – og dermed indgav hun (en passant) sit eget vidnesbyrd for digtets sublime virkelighed. Men den elskende er netop i så storslået fare fordi han er henvist til samvirket mellem sine sanser om hvilke han jo ved at de kun mødes i den eneste dristige midte hvori de løber sammen, under opgivelse af al bredde, og hvor der ikke er fortsat beståen.

Idet jeg udtrykker mig sådan, har jeg allerede den tegning for mig jeg, som et behageligt hjælpemiddel, benyttede mig af hver gang lignende overvejelser trængte sig på. Forestiller man sig verdens samlede erfaringsfelt, også de områder der overgår os, i en fuld cirkel, bliver det straks indlysende hvor meget større de sorte sektorer er som betegner det vi ikke kan erfare, målt med de ulige, lyse udsnit der svarer til sensualitetens projektører.

Nu er den elskendes situation den at han uventet føler sig stillet i cirklens midte, altså dér hvor det kendte og det ufattelige trænger sig sammen i et enkelt punkt, bliver fuldtalligt og slet og ret besiddelse, ganske vist under ophævelse af enhver enkelthed. Digteren ville ikke være tjent med denne blanding, for ham må det mangfoldigt enkelte forblive nærværende, det er ham pålagt at bruge sanseudsnittene i overensstemmelse med deres bredde, og derfor må han også ønske at strække hvert enkelt så langt ud som muligt således at springet gennem de fem haver engang til hans beredte henrykkelse vil lykkes i ét åndedrag.

Beror den elskendes fare i hans standpunkts udstrakthed, er digterens fare den at få øje på de afgrunde der skiller den ene sanselighedsorden fra den anden: i virkeligheden er de brede og sugende nok til at rive størstedelen af verden – og hvem ved hvor mange verdener – væk forbi os.

Spørgsmåletc opstår her om forskerens arbejde i væsentlig grad formår at udvide udstrækningen af disse sektorer på det af os antagne plan? Om ikke erhvervelsen af mikroskopet, kikkerten og så mange andre apparater der forskyder sanserne opad eller nedad, kommer til at ligge i en anden lagdannelse, da det meste af den således opnåede tilvækst jo ikke kan gennemtrænges sanseligt, det vil sige ikke egentlig ”opleves”. Det er muligvis ikke forhastet at formode at kunstneren, som udvikler denne (hvis man tør kalde den sådan) sansernes femfingrede hånd til stadig mere levende og åndelige greb, mest afgørende arbejder på en udvidelse af de enkelte sanseområder, dog sådan at hans bevisende præstation, da den i sidste ende ikke er mulig uden underet, ikke tillader ham at indføre den personlige områdegevinst på det opslåede, almindelige kort.

Men ser man sig nu, blandt så besynderligt adskilte områder, om efter et middel til at oprette den til syvende og sidst påtrængende forbindelse, hvilket middel kunne da være mere lovende end det forsøg der blev tilrådet på de første sider af denne erindring? Når det her til sidst, med den allerede forsikrede beherskelse, endnu en gang foreslås, bør man til en vis grad tilregne det den skrivende at han kunne modstå forførelsen til vilkårligt at udføre de dermed påbudte forudsætninger i fantasiens frie bevægelser. Dertil forekom den gennem så mange år ignorerede og gang på gang opdukkende opgave ham at være for begrænset og for udtrykkelig.

Soglio, Mariæ Himmelfartsdag 1919

Rainer Maria Rilke, født i Prag 1875 – død i Schweiz 1926. Fyldigt, fuldtonende fordanskede Thorkild Bjørnvig valgslægtningen Rilke, sin tids største tysksprogede lyriker, senest: Udsat på hjertets bjerge med hovedværkerne Duino Elegier, Sonetterne til Orfeus og Sene digte. Den J. P. Jacobsen-inspirerede prosaist Rilke møder man i romanen Malte Laurids Brigges optegnelser, om død, angst, fremmedhed – og om ’den elskende’ som også ”Ur-lyd” berører. På dansk foreligger tillige Breve til en ung digter, Breve til en ung kvinde, Breve om Cézanne, Auguste Rodin.


AUDIOPOESI

Audiopoesi - Superpositionsprincippet
CD (30 min)
Geiger Records, 2006

– lavet sammen med Jakob Schweppenhäuser og Emil Thomsen.


TURBO REMIX

Turbi remix
CD - bidrag
Exlibris Records, 2001


KOMPAS

Kompas - sammen med Tommy Gee
CD, Borgens Forlag, 2000

Albummet er en lydlig udgave af digtet Kompas som står i digtsamlingen Bier dør sovende.

Til albummet og digtet Kompas knytter sig en interaktiv virtuel udstilling udformet af Christian Yde Frostholm og Christian Leifelt. Hjemmesiden som huses af Afsnitp.dk giver mulighed for at bevæge sig ud i landskabet med Kompas-digtet i hånden. Her kan man læse teksten sat op som et kort og finde små oplevelser og ting og sager som alle knytter sig til digtet. Træd ind i landskabet og fordyb dig og gå vild >…

Udstillingen er en undersøgelse af, hvordan et digt bliver til, og i hvilke retninger digtet også kunne have bevæget sig, hvis digteren havde truffet andre valg. Her er flaskepostbeskeder, bibliografiske oplysninger, en læsning af Kompas ved Frank Sebastian Hansen samt en digtsuite på 28 digte – en for hvert af det oprindelige digts afsnit. Disse 28 digte blev siden trykt i digtsamlingen Vinci, senere under navnet Landskaber. Teksterne er lagt ind over det landskab, som digtet Kompas udgør – som en slags længde- og breddegrader, der orienterer den oprindelige tekst i nye retninger. Det er musens bevægelse, de valgte klik, der bestemmer, hvordan man bevæger sig rundt i værket. De mange lag af tekster i alle retninger – nogle animerede – skaber en uoverskuelighed, som man som læser må give sig hen til. Det er umuligt at danne sig overblik, man må synke ned i det levende tekstlandskab og nyde vildfarelsens sanselighed.

Læs mere om udstilling her >…


LYDMUREN

Lydmuren - en antologi
CD, Danmarks Radio, 1998

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


RANDOM ROOM

Random Rooms
-med Niels Lyngsø
LP, Olufsens Records, 1992