RUM

For 200 år siden mødtes digtere, forfattere og videnskabsfolk hos ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek for at diskutere, læse højt, give kritik og kreativ sparring. Interessen for sprog, kultur og kunst blev forenet i deres samtaler og samtalekulturen er dermed Bakkehusets vigtigste kulturarv.
Den nye hjørnestue på førstesalen er en nutidig spejling af Rahbeks historiske stue lige nedenunder. Den nye hjørnestue fortolker den salonkultur, som udfoldede sig i Bakkehuset for to hundrede år siden, ved at give plads til nye samtaler – samtaler som du kan være en del af.
Rummet er udsmykket med 29 skabe, et for hvert bogstav i alfabetet samt ét ord. Skabene indeholder tableauer og scenerier, som i kombination med Morten Søndergaards nyskrevne tekster stiller både store og små spørgsmål.

Læs mere her

Krukken er en af menneskenes ældste kulturgenstande og udsmykningen af krukkernes overflader har haft talrige udforminger. Om det drejer sig om krukker udformet som amforaer til vin, beholdere til opbevaring af olie eller honning eller ligefrem den dødes aske, så har krukken altid fortalt en tredimensionel historie om menneskenes handlinger og tanker.

Her finder du fotos af nogle de værker jeg har lavet i marmor, det er undersøgelser af tidslighed og materialer, og også af udsigelsespositioner. Hvem taler når noget hugges i marmor? Og med hvilken vægt? Hvad betyder materialet for det indhold som ordene bærer med sig ud i verden?

Sproghospitalet er en sprogligt funderet udstilling, der med udgangspunkt i digter Morten Søndergaards Ordapotek behandler forholdet mellem poesi, kunst og sygdom.

Virker sproget i os ligesom medicin? Hvad sker der, hvis patienters metaforer for smerte ikke bliver forstået af lægen? Har sproget en krop man kan dissekere? Hvordan udtrykker man sprogets sammenbrud? Hvordan ser det ud, når ordene fødes ud i verden gennem munden? Skal man lade gamle virkningsløse sprogudtryk afgå ved døden? Sådanne spørgsmål er udgangspunktet for udstillingen Sproghospitalet.

Sproghospitalet udspringer af digter Morten Søndergaards Ordapotek, der beskriver sproget som medicin i pilleæsker med virkninger og bivirkninger. I stedet for de medicinske navne er det de forskellige ordklasser, der står på pilleæskerne; ordenes grammatik og medicinens sprog møder hinanden. I Sproghospitalet foldes dette møde ud i fuld skala: Sproget kan som en krop gå i stykker: En krop kan få amputeret et ben. En krop kan også miste sit sprog: Kroppen er et væv af forbundne organer og funktioner som arbejder sammen for at holde os i live. Også sproget består af mange dele – metaforer, talemåder og lyde – som gør det muligt at forstå hinanden.

Sygdom er en konkret virkelighed for mange mennesker, men også en stærk metafor, som til alle tider har gennemsyret kunst og kultur. Den måde, vi taler om sygdom på, og de diagnoser vi hæfter på hinanden, påvirker vores sygdomsoplevelse og velbefindende i stort omfang.

Sproghospitalet er et sted, hvor sammenhængen mellem sprog og sygdom materialiseres i kunstværker – både nyproducerede værker, indlånte værker og værker fra museets samling. Udstillingen er opbygget som et, noget utraditionelt, hospital i museets underetage. Her er fx et venteværelse, hvor besøgende og sproget gør ophold; en fødestue, hvor ordene fødes; en intensivafdeling, hvor sproget ikke slår til – og på metaforkirkegården udenfor er de udslidte sprogkroppe.

Sproghospitalet behandler sproget og de besøgende, for når sproget er sygt, er det os mennesker, der oplever symptomerne Der er ingen garanti for helbredelse, men garanti for et højspændt betydningsfelt, hvor museumsgæsten bliver indlagt til at tænke over de sproglige mekanismer, der påvirker deres velbefindende.

Medvirkende kunstnere:
Morten Søndergaard, Mona Hatoum, Nicolai Abildgaard, Francesca Woodman, Emil Westman Hertz, Gudrun Hasle, Darren Almond, Stense Andrea Lind-Valdan, Katrine Skovsgaard, Olafur Eliasson, Maiken Bent, Anita Jørgensen, Christian Lemmerz, Rikke Benborg, J. F. Willumsen, Anders Bonnesen, Morten Schelde, Johan og Urte Oettinger, Christian Ramsø, Mikael Thejll, Jonas R. Kirkegaard og The Overheard, Asger Jorn, Christian Dotremont, Noël Arnaud, Astrid Gjesing, Christian Ramsø.

Sproghospitalet er udviklet og initieret af Morten Søndergaard og Sorø Kunstmuseum i tæt dialog med udstillingens scenograf Annesofie Becker.

Udstillingen er ledsaget af to publikationer
Journal 2019, som er en digtsamling af Morten Søndergaard bl.a. om det nedlagte sindssygehospital i Volterra, hvor en patient har indridset en 70 m lang tekst.

Vandrejournalen er en samling tekster og andre bidrag af kunsthistorikere, læger, kunstnere, digtere og patienter, der omhandler grænsefladerne mellem sprog, kunst og sygdom.

Tekst af : Sorø Kunstmuseum, 2019
Foto: Torben Eskerod

Wall of Dreams was a large-scale visual projection onto Royal Festival Hall, produced for the launch of Southbank Centre’s Poetry International and London Literature Festivals. The Wall of Dreams is an enormous collective poem written with the dreams of refugees, and was feature as the visual narrative for the festival.

Dreams are wishes, hopes and visions for the future, formulated so that each one begins with “I dream…”. Every dream acts as a window into people’s thoughts as while they are on the move or trying to settle in a new place.

To write something on a wall is a special thing to do. We say “The writing on the wall” meaning what is true or inevitable. Posters, announcements and warnings are often put on walls. This vertical writing is different from the writing found in books. It speaks with another voice. It is louder and speaks with more authority.

The dreams was be projected onto the walls of the Royal Festival Hall at the Southbank Centre using high-intensity light projections. A simple but strong gesture: words from people that are seeking refuge, gave others the opportunity to take notice and so give agency to them.

The dreams was collected in collaboration with the Southbank Centre and poets Jasmine Ann Cooray and Kayo Chingonyi and the activist Naja Ashley Misfeldt, from refugees and migrants currently living in the U.K., Greece, France, Germany and Denmark. The project created a dynamic and strong energy from its participants. A total of 550 dreams was projected onto the Royal Festival Hall across three weeks from the opening of Poetry International and London Literature Festivals 2017. The range of participants spans from Syria, Afghanistan, Sudan, Guinea, Eritrea, Somalia and many other counties.

As described in the current media, refugees and migrants are an indistinguishable mass and viewed as an ‘other’ in society. This artwork and project was an opportunity to effect a change in this representation. The intention of the Wall of Dreams was to convey a different narrative.

A dream is an aspiration. It provides a glimpse of a person and a culture from within, and without judgment. By focusing on dreams, we focus on the dignity and pride of each person. Something from within shines out, just like the dreams that was projected onto the surface of the building. The dreams formed a collective poem written by people from all over the world in the same situation.

The Wall of Dreams was an inclusive gesture, not a confrontational one. People on the move seek shelter, welcoming walls and roofs for protection.

The Wall of Dreams offered a common and uniting image that focuses on the universal. Dreams and aspirations that we all have, and which bind us together as human beings. When an individual meets another, something new happens and it often helps to erase prejudices. People who are hostile to strangers in the mass, rarely have the same attitude to those who work in the shop around the corner. When we meet people face to face, stereotypical thinking often goes away. When we hear each other’s dreams, empathy is unavoidable.

The voices found on the Wall of Dreams are all very different. They are a multitude and yet each voice represents an individual. It is a sharing wall, an inclusive wall, a connective interface, that we hope will make an original contribution to the debate on how Europe should respond to its refugee crises.

Read more here at Mulosige

Watch a video here on YouTube

Tanker på gulvet

Mit gulv består af næsten 200 kvadratmeter italiensk Carrara-marmor med indhuggede sætninger inspireret af oldbabylonske varsler. Sætningerne starter med ordet hvis, der er som regel et du, men der er ikke noget så.

De er som de regler man satte sig som barn: hvis jeg træder på stregerne så… Eller: hvis jeg rammer papirkurven med min papirkugle så… Som barn var spørgsmålet: Hvad er i alverden er verden for et sted og hvem er jeg i den? Vi stiller spørgsmål for at forstå hvor vi er og hvem vi er. Kend dig selv stod indhugget i Apollon-templet i Grækenland. Det var en grundsætning for det græske samfund.

I oldtiden tog man varsler. Man studerede fårelever og så på fugletræk. Man så verden som et væv af tegn som skulle tydes. I Babylon udviklede man et helt system af varsler som opregnede en række situationer som så havde deres egen logik: “Hvis man finder en grøn skorpion med vinger i en mands hus, vil byen blive forladt.” eller “Hvis dørene i en by hele tiden knirker, vil byen blive forladt.”

Hvis man bevæger sig ind i rummet på Brandts 13, vil det også være for at læse. Læsning foregår normalt i enrum og i håndgribelig form. Men på mit gulv vil man læse med kroppen og man vil læse ved at bevæge sig fysisk i en læsende dans. Og læsningen vil afsætte læsespor på gulvet.

Teksten rummer i sig en form for arkæologi, et sediment af mange slags tekster. En af dem er et spørgeskema fra en lægeundersøgelse i forbindelse med depression, en anden er spørgsmål stillet i helt andre sammenhænge, modtaget på Facebook, overhørte, i bøger, i forbifarten.

Vi spørger. For at blive klogere, på os selv og på fremtiden.

Marmor er et materiale som vi forbinder med evige sætninger: Det er kun ord med vægt, der mejsles i marmor. Skulptursalen på Brandts 13 er forvandlet til et digt, et rum for reflektion. Ordene er sunket til bunds i tiden. I den tekst som er fundamentet for Ukend dig selv er sætningerne i tvivl. Det de ved, er kun halvt. Det er op til dig at fuldende dem med dit liv, din viden og din tvivl.

Det er dig der er hovedpersonen.

UKEND DIG SELV på Facebook

UKEND DIG SELV, Brandts13, 2017

Et lille udvalg af små objekter lavet på forskellige tidspunkter

Galleri Tom Christoffersen, 2016